Statsminister Mette Frederiksen på lynbesøg i Galten
Plejecenter Tjørnehaven fik fredag besøg af Mette Frederiksen, der lagde vejen forbi for at få et indtryk af, hvordan Skanderborgs bud på et åbent og decentralt plejecenter kan tage sig ud.
Mette Frederiksen aflagde fredag lynvisit på Plejecenter Tjørnehaven i Galten – måske for at på et par fif til den ældrereform, regeringen om kort tid barsler med. I hvert fald var hun ifølge plejecenterets leder, Lydia Adam, meget interesseret i at høre om, hvordan plejecenteret har tacklet udfordringen med med at tiltrække arbejdskraft.
Tjørnehaven kan nemlig et eller andet, når det handler om at tiltrække arbejdskraft. Hvor plejecentre andre steder er presset af manglen på personale, så har Tjørnehaven ingen problemer med at besætte ledige stillinger.
»Regeringen arbejder jo på en ældrereform, og jeg ser det som meget positivt, at statsministeren bruger tid på at gå direkte til kilden – altså os der arbejder med ældreplejen i det daglige – og få vores input og tanker,« siger Lydia Adam, der oplevede Mette Frederiksen besøg som en stor succes.
»Det var først og fremmest en stor og rigtig god oplevelse for alle. Hun var så behagelig at tale med. Flere af medarbejderne havde deres børn med, og de stod klar med flag ved indgangen, da hun ankom. Hun gav sig til at hilse og give hånd til dem alle sammen,« fortæller hun.
Tjørnehaven var klar med kaffebord, og her havde statsministeren mulighed for at tale med beboere, pårørende og personale på plejehjemmet.
Jeg ser det som meget positivt, at statsministeren bruger tid på at gå direkte til kilden – altså os der arbejder med ældreplejen i det daglige – og få vores input og tankerLydia Adam, leder, Plejecenter Tjørnehaven
Her talte hun også med Aske Reipurth, der i efteråret gik viralt, fordi han som ung mand har valgt at arbejde på et plejehjem i stedet for at forfølge drømmen om at blive ingeniør, og er så begejstret for jobbet på Tjørnehaven, at han har ændret sine fremtidsplaner.
»Vi viste hende også rundt på de forskellige afdelinger. Hun spurgte ind til rigtig mange ting, og vores beboere var i hopla og havde nærmest lys i øjnene,« fortæller Lydia Adam, der er glad for at have fået muligheden for at vise statsministeren den varme imødekommenhed og gejst, der er overalt på Tjørnehaven.
»Ved besøget prioriterede vi, at statsministeren fik talt med så mange som muligt. I ledelsen havde vi sammen med de uddannelsesansvarlige forberedt et skriv til hende, som hun fik med hjem, som vi håber kan være værdifuldt input til ældrereformen,« tilføjer hun.
Det indeholdt Plejecenter Tjørnehavens tanker om fremtiden i ældreplejen, blandt andet rekrutteringsudfordringen, der kan vente lige om hjørnet.
»Vi er ikke i øjeblikket udfordret af personalemangel på Tjørnehaven, men det kan vi blive, for der er stor mangel på arbejdskraft indenfor området. Vi har haft glæde af at tilbyde eleverne voksenelevløn under uddannelse, men det er svært at fylde pladserne op, når andre kommuner også tilbyder voksenelevløn,« forklarer Lydia Adam.
Hun fik set, hvordan et åbent plejecenter kan fungere som samlingssted for lokalområdets ældreJens Szabo, formand, Sundheds- og Omsorgsudvalget
»Vi oplever også i voksende grad sproglige og kulturelle udfordringer, som vi er nødt til at tage hånd om. Den nye generation af ældre stiller andre krav og har andre forventninger, og det må vi også forholde os til. Endelig gør vi også statsministeren opmærksom på, at der er mange gode velfærdsteknologiske løsninger, som kunne være en virkelig stor hjælp for os i hverdagen, men de er voldsomt dyre, og vi har behov for flere midler for at kunne implementere dem.«
Med ved statsminister Mette Frederiksens besøg var også Jens Szabo (V), formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget og borgmester Frands Fischer (S).
»Det betød helt sikkert rigtig meget for både beboerne og medarbejderne, at hilse på statsministeren,« fortæller Jens Szabo, der er glad for at Skanderborg med besøget fik mulighed for at vise Mette Frederiksen noget af det, der er en væsentlig del af den kommunale plejeboligplan, nemlig ønsket om at plejecentrene skal være med til at understøtte et fællesskab blandt de ældre i nærområdet.
»Hun fik set, hvordan et åbent plejecenter kan fungere som samlingssted for lokalområdets ældre og om mulighederne for at ældre frivillige kan benytte faciliteterne og laver aktiviteter. Det giver meget mere liv på plejehjemmene, og det er noget af det, vi gerne vil fremme på alle vores plejecentre. Det var hun ret imponeret over.«
Statsministeren hørte også om plejecentrenes meget decentrale organisering i Skanderborg, og de enkelte lederes store grad af grad af bemyndigelse til at træffe beslutninger selv.
Også Frands Fischer var glad for muligheden for at vise Tjørnehaven frem for statsministeren.
Nu har statsministeren set, hvordan et decentralt plejehjem i Skanderborg tager sig ud, og det gjorde indtryk på hendeFrands Fischer, borgmester
»Det er ikke alle, der får besøg af en statsminister på deres arbejdsplads, og det var tydeligt at se, hvor glade og stolte personalet var over at vise plejehjemmet frem. Det var meget tydeligt og dejligt at mærke. Vi har givet Mette Frederiksen en masse input med videre i forhold til, hvad et pelehjem også kan være, og især hvad Tjørnehaven i Galten kan. Vi fik fortalt om vores meget decentrale ledelse, og det er i tråd med det, jeg hører, at man gerne vil med den nye ældrereform. Nu har statsministeren set, hvordan et decentralt plejehjem i Skanderborg tager sig ud, og det gjorde indtryk på hende,« fortæller borgmesteren.