Fortsæt til indhold

Danmarks nye kongepar på strøgtur i Aarhus

Kong Frederik og dronning Mary kører i optog gennem Aarhus inden og efter festgudstjeneste i domkirken på søndag.

Samfund
ksa

Der bliver festgudstjeneste i Aarhus Domkirke søndag 21. januar klokken 14 for at markere tronskiftet.

Men inden da tager Danmarks nye kongepar en tur rundt i Aarhus, hvor Kong Frederik den 10. læste på universitet, da han var kronprins.

Det oplyser Aarhus City Forening i en skrivelse til foreningens medlemmer.

Kongeparret kører gennem Strøget forud for festgudstjenesten i domkirken. Det bliver i øvrigt sammen med dronning Margrethe og den øvrige familie.

Kong Frederik og dronning Mary kommer til Aarhus på søndag. Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

»De vil køre fra Banegårdspladsen gennem Strøget og ned til domkirken, og vi opfordrer derfor alle strøgbutikker til at holde åbent samt ikke mindst festliggøre den store begivenhed ved at pynte op med flag og lignende på strækningen,« skriver Aarhus City Forening.

Efter festgudstjenesten vil kongefamilien køre retur ad samme rute.

Det er kongens eget ønske, at der holdes en festgudstjeneste i Aarhus. Kongehusets præst og biskop i Aarhus Stift, Henrik Wigh-Poulsen skal lede gudstjenesten, hvor der vil deltage repræsentanter for det officielle Danmark og fra Aarhus by.