Fortsæt til indhold

Bor der en forbryder i opgangen? Vil have politiet til at tippe om kriminelle beboere

Lovgivningen er der egentlig i dag, men »automatikken er der ikke,« lyder det fra socialrådmand, der sammen med bredt flertal går efter en lovændring, så anklagemyndigheden automatisk underretter udlejere om kriminelle beboere.

Samfund

Det trak store overskrifter og skabte debat, da det i december sidste år kom frem, at Aarhus Kommune over en årrække har brugt 64 millioner kroner i sociale indsatser alene på én kriminel familie.

Kort forinden var Aarhus Kommune og Østjyllands Politi også gået ud med nyheden om, at man nu blæser til kamp mod kriminelle familier med et nyt kriminalpræventivt tiltag, der skal hjælpe familierne med at bryde den kriminelle løbebane.

Og her kan den nye politiske aftale rettet mod byens udsatte boligområder, som et bredt flertal i byrådet indgik i tirsdags, også ses som et nyt, yderligere forsøg på, at vil kriminelle familier og lokal utryghed til livs.

For står det til forligspartierne, så skal politiets anklagemyndighed i fremtiden tippe de almene boligforeninger, der holder til i udsatte områder som eksempelvis Gellerup, Toveshøj og Bispehaven, hvis de har en beboer boende, som er blevet idømt en fængselsstraf for hård kriminalitet.

»Der ligger i forvejen en lovgivningsmæssig ramme, som gør, at hvis man begår kriminalitet i et udsat boligområde, så kan man blive smidt ud af sin bolig. Og der vil vi gerne hjælpe boligforeningerne, så de automatisk får at vide af anklagemyndigheden, hvis en beboer har begået noget kriminelt,« siger Anders Winnerskjold (S), rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, til Din Avis Aarhus.

I dag tillader lovgivningen, at udlejer kan smide kriminelle lejere ud, hvis de overtræder en lang række straffelovsbestemmelser som eksempelvis vold, drab, voldtægt, røveri og trusler, og hvis de har fundet sted indenfor en radius af 1.000 meter fra lejemålet. »Men automatikken er der ikke,« lyder det dog fra rådmanden.

For i dag er det de almene boligforeninger, der selv skal tage kontakt til politiet, hvis de har en mistanke om, at en beboer har begået noget kriminelt i nabolaget, og hvis den model skal laves om, så kræver det en lovændring fra Christiansborg.

Risiko for mørketal

Hos Brabrand Boligforening, som er en af de almene boligforeninger, der vil være omfattet af en eventuel procedureændring, ser man positivt på, at kommunen nu vil presse på for en ordning, hvor det er politiet, der automatisk underretter boligforeningerne:

»Udfordringen er, at som det er i dag, skal boligforeningen selv opdage, at et kriminelt forhold har fundet sted, og vi skal aktivt søge oplysninger om det hos politiet. Og det betyder, at der er en risiko for, at vi som boligorganisation ikke bliver klar over, at et forhold har fundet sted, selvom det måske er noget, naboer på vejen ved noget om,« siger Kristian Würtz, direktør for Brabrand Boligforening.

»Og det betyder, at vi ikke kan reagere, og så kan man som beboer få en oplevelse af, at de siger, at de vil fremme trygheden, men vi kan da ikke se, at myndigheder og boligforeninger arbejder særlig godt sammen, og det er rigtig uheldigt. Derfor vil vi også gerne have, at vi simpelthen automatisk får at vide af politiet, når der er noget, vi kan reagere på. For ellers så risikerer vi, at der er et mørketal, hvor rigtig mange beboere velbegrundet undrer sig over, hvorfor hulen der ikke sker noget her,« siger direktøren for Brabrand Boligforening.

Foruden en ordning, hvor politiet underretter udlejere i udsatte boligområder, så lægger aftaleteksten også op til et nyt krav for private udlejere i Gellerup-Toveshøj og Bispehaven - nemlig et krav om en ren straffetest for alle i husstanden. Det krav bliver gældende i nybyggeri og ved fremtidigt salg af ejendomme i området.

»Vi er i gang med at omdanne nogle områder, som er udfordret mere end andre dele af byen, så at man måske bliver smidt ud af sin almene bolig, det nytter jo ikke noget, hvis man bare kan flytte over på den anden side af gaden i en privat bolig,« lyder det fra socialrådmand Anders Winnerskjold.

Din Avis Aarhus vil gerne have hørt, hvordan justitsminister Peter Hummelgaard (S) ser på en ordning, hvor politiet automatisk underretter udlejere i udsatte boligområder om kriminelle beboer, men her har det ikke været muligt at få en kommentar fra ministeren inden redaktionens deadline.