»Indtil nytårsaften 2023 plejede jeg at tænke, at jeg var cirka 70 procent republikaner«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Indtil nytårsaften 2023 plejede jeg at tænke, at jeg var cirka 70 procent republikaner og kun 30 procent royalist. Altså forholdsvis kritisk overfor Kongehuset som institution. De 70 procent repræsenterer det demokratiske sindelag: At vi alle er (bør være) født lige, og at ingen magteliter i lukkede ekkokamre bør tildeles magt, penge og retten til at uddele ordner og dekorationer til deres venner.

Med ’den rene fornuft’ er der mere kritisk at sige om kongehuset: At nogle er født til særlige privilegier alene i kraft af arv i et land, hvor vi ellers plejer at tildele magt efter meritter, evner eller folkevalg. At nogle af tvungne til at være medlem af Folkekirken, eller at det bedre borgerskab flokkes om kongehuset for at få kongelige privilegier eller bare lidt stjerneglans.

Når alt dette så er sagt, så har jeg alligevel altid har været 30 procent royalist. Dels fordi jeg som historiker anerkender, at Kongehuset har haft enorm betydning for det, der er blevet til dagens Danmark. Men også fordi det er udtryk for, at noget er os givet. At noget er overleveret, og at traditioner er vigtige.

Det er lidt af den samme magi, de samme traditioner og de samme irrationelle elementer, der også fylder en del af mig præsteliv, så det burde slet ikke være mig fremmed. Vi mennesker lever ikke bare af demokrati og fornuft. Derfor har vi et kongehus, og derfor har vi en folkekirke.

Men mine 30 procent kærlighed til Kongehuset har især skyldtes dronning Margrethe, som i både mine og de fleste andres øjne har været en fantastisk dronning: Dannet, kultiveret, royal, myndig og med kærlighed til og respekt for både sit embede, sit kald og sit kongerige. Med en vis ængstelse har jeg set frem til, hvad der ville ske efter dronning Margrethe.

Da dronning Margrethe nytårsaften annoncerede sin abdicering, var jeg derfor både en smule bekymret men især bevæget som de af os var. For det var historie, der udspillede sig for vores øjne.

Så i de første uger af januar var barometeret svinget til cirka 50/50, men det skulle få endnu et udsving søndag den 14. januar, da vores statsminister og kong Frederik X trådte ud på balkonen på Christiansborg. Det var ganske enkelt både højtideligt, historisk og gribende. Der stod han, den nye konge, bevæget, moden, lidt forsigtig og tydeligt berørt.

Og så holdt den modne og bevægede konge sin første, korte tale som konge. Den var enkel og fin, og han sagde tak til sin mor og var bevidst om, hvad han var blevet overleveret. Og han sluttede af med det valgsprog, som rummer ganske vigtige begreber (selvom det rent sprogligt er noget klodset formuleret).

Først og fremmest forbundetheden, for det er jo præcis det et kongehus er og gør: Det forbinder os som land og som en del af historien og et større fællesskab. Hinsides og bag om al fornuft og rationalitet - og understreget af de mange, mange fremmødte på Christiansborg slotsplads og i resten af København den dag – stod det klart: Vi er forbundne, som skabninger, som mennesker, som danskere, som en del af kongeriget, og det er smukt. Og vigtigt.

Så den søndag var jeg nok nærmest 100 procent royalist, og virkningen holder godt. I dag er jeg stadigvæk omkring 90 procent begejstret for Kongehuset. For begejstring aftager på godt og ondt, men noget skete der alligevel med både mig og alle andre danskere i de dage, så kongeriget bliver nok ved med at være kongerige et godt stykke tid endnu.