Fortsæt til indhold

Fortsat risiko for oversvømmelser ved Allingåbro

Fredagens regnvejr kan betyde nye udfordringer.

Samfund

Borgerne i Allingåbro kæmpede det meste af torsdagen for at dæmme op for vandmasserne, da Alling Å løb over sine bredder og overløb et dige tæt ved byen.

Det betød, at særligt beboerne på Ålykkevej måtte have arbejdshandskerne på og fylde sandsække for at sikre husene mod vandet.

Fredag melder DMI om kraftigt regnvejr, og dermed kan der igen komme tryk på vandet i åen.

AquaDjurs fortæller, at med de aktuelle prognoser det kommende døgn, kan der være risiko for, at regnvand ikke kan pumpes væk fra Allingåbro. Dette vil kunne betyde risiko for oversvømmelser i området.

Norddjurs Kommune meddeler på Facebook, at man er klar til at tage hånd om situationen.

»Norddjurs Kommune og Beredskab og Sikkerhed er på stedet. Vi følger udviklingen og tager i samarbejde med AquaDjurs og Beredskab og Sikkerhed de skridt, vi kan tage, for at udbedre situationen.«