Fortsæt til indhold

Se kortet: Her bliver der testet for forurening i Alling Å efter Nordic Waste

Samfund

Kommunalbestyrelsen besluttede i sidste uge at tage ugentlige vandprøver af Alling Å på fire forskellige steder langs åen.

Tiltaget sker for at komme på forkant med udviklingen ved Nordic Waste, hvor der er fare for, at det enorme jordskred med forurenet jord skrider ud i Alling Å.

Allerede nu er der dog mistanke om, at åen kan være forurenet.

Derfor tog Enhedslistens Ulf Harbo initiativ til at løfte sagen ind i kommunalbestyrelsen, hvor den fik bred opbakning.

Forvaltningen i Norddjurs Kommune har siden indgået aftaler med virksomheden WSP A/S.
De starter senest op 1. februar fra fire nu udspecificerede steder. Dem kan du se i kortet her.

Derudover har virksomheden DanaDynamics tilbudt Norddjurs Kommune en gratis prøvetagning i Grund- og Randers Fjord.

Det drejer sig om fire prøvestationer hvor der samles sediment- og vandprøver én gang. Prøverne skal analysere for tungmetaller, oplyser kommunen.

Prøverne i Alling Å er tiltænkt en dybere analyse, oplyser naturkonsulent ved Norddjurs Kommune Thomas Elsborg.

»Der skal tages vand- og sedimentprøver i Alling Å på fire forskellige prøvestationer én gang ugentligt med mulighed for at justere hyppighed og prøveparametre, alt afhængigt af prøveresultaterne. Prøverne skal analyseres for tungmetaller, organisk stof og skadelige olieforbindelser,« fortæller Thomas Elsborg.

Det er firmaet Eurofins der står for analyse af alle prøverne. Grundet travlhed vil der typisk gå 14 dage fra prøvetagning til analyseresultat.