Nej-tak til flere boliger i Alken: »Biodiversitet kommer i første række«
Et nyt boligprojekt er ikke det, Alken har brug for, mener Lone Adamsen. Hun efterlyser udvikling, der i stedet baner vej for mere natur.
Lone Adamsen vil gerne støtte op om en udvikling af landsbyen, men frygter konsekvenserne for miljøet, hvis Alken Søbred bliver en realitet.
»Jeg vil være ked af at blive skudt i skoen, at jeg er imod udvikling i Alken. Jeg kan bare ikke se, at der er behov for at bygge de ekstra boliger. Der er boliger nok – vi bliver jo ikke ved med at blive flere og flere i Danmark,« siger hun.
»Hvis vi skal redde vores børn og børnebørns fremtid, så de ikke skal leve i en verden, der går amok i naturkatastrofer, så dur det ikke, at vi bliver ved med at bygge og bygge og bygge. Det er menneskelig stræben, at vi gerne vil have mere, men når vi nu ikke bliver flere mennesker i Danmark, hvorfor så bygge flere huse?«
I Lone Adamsen øjne bør udvikling i stedet for at fokusere på at bygge nye boliger og lave byudvikling i stedet handle om at sikre udbredelsen af den vilde natur.
Vi er selv nødt til at betale prisen, ved ikke ikke at blive ved med at bygge. Jeg ved godt, det ikke gør den store forskel globalt set, men det er her, vi kan gøre nogetLone Adamsen
»Vi kan ikke blive ved med at udvide og bygge nye huse og nye veje. Vi skal beskytte naturen og sørge for, at vi får meget mere natur overalt. Vi skal tage vare på fugle og bier og planter. Vi skal sørge for at skabe mere biodiversitet, lave mere naturgenopretning, og vi skal have landbruget trukket tilbage. Det er en sikker, langsigtet og bæredygtig udvikling,« understreger hun.
»Det er vigtig udvikling i mine øjne, som også vil være godt for vores lokalmiljø. Vi er selv nødt til at betale prisen, ved ikke at blive ved med at bygge. Jeg ved godt, det ikke gør den store forskel globalt set, men det er her, vi kan gøre noget,« tilføjer Lona Adamsen.
Selv er hun med i den lokale biodiversitetsforening, der de seneste år har lavet naturgenopretning på Hede Ager Krog – den vestlige del af Enggårdens arealer. Fabulas, som nu ejer jorden, har givet foreningen grønt lys til projektet og har planer om at videreføre naturgenopretningen som en del af Alken Søbred.
»Jeg kunne godt tænke mig, at Fabulas – hvis politikerne siger nej til projektet – sælger jorden til den fond, vi i biodiversitetsforeningen gerne vil oprette. Så er naturgenopretningen sikret i fremtiden, og vi undgår, at det bliver en storbonde, der opkøber området og bare jorder hen over det med kunstgødning og alt muligt andet,« siger hun.
Lone Adamsen er ikke bekymret for skole og daginstitutioners fremtid, hvis der siges nej til projektet.
»Alken har udviklet sig rigtig meget siden jeg flyttede hertil. Flere bor i generationsfællesskaber med deres forældre, og der er også flere børnefamilier, der flytter ind oppe på Mossø bakke. Der er kommet rigtig mange børnefamilie hertil, og det skal der nok blive ved med. Vi har gang i fornyelsen, og derfor er det ikke nødvendigt med et seniorbofællesskab,« mener hun.
»De ældre, der gerne vil blive boende, kan lave bofællesskaber med deres børn. Det kunne jeg også sagtens selv tænke mig at gøre med et af mine børn om nogle år.«