NaboSkaber vil bygge bæredygtigt landsbyfællesskab i Sjelle
Et nyt bofællesskabsprojekt er undervejs i Skanderborg. Planen er, at de kommende beboere selv skal være med til at udvikle projektet.
Det er kun i sin allerspædeste opstart, men allerede nu ønsker projektvirksomheden NaboSkaber at invitere interesserede til tre arrangementer i løbet af februar om skabelsen af nyt bofællesskab i Sjelle. Her ønsker NaboSkaber nemlig at etablere et unikt og bæredygtigt bofællesskab med mindre klynger af boliger, fælleshus og en høj grad af medindflydelse for de kommende beboere.
»I Sjelle ønsker vi at etablere et unikt og bæredygtigt landsbyfællesskab, hvor der bliver en høj grad af medindflydelse på udformningen af de enkelte boliger. Bebyggelsen etableres som en landsby, inddelt i fem mindre fællesskaber omkring en boliggade. Der er mulighed for at dyrke det store og det mindre fællesskab, da der med i projektet både er et større fælleshus med mulighed for fællesspisning og fem mindre fælleshuse, som indrettes efter behov med for eksempel gæsteværelse, orangeri, opholdsstue og lignende,« skriver NaboSkaber i en pressemeddelelse.
Bofællesskabet er tiltænkt både singler og familier eller et samlet mindre fællesskab af for eksempel venner eller en udvidet familie.
For at have noget at præsentere til informationsmøderne er der udarbejdet et basisprojekt, men faktisk er tanken, at det i høj grad er dem, der skal bo i landsbyfællesskabet, der slev skal være med til at udvikle det endelige boligprojekt.
Alle boliger er derfor tegnet med en stor grad af fleksibilitet, så de kan tilpasses de ønsker, der måtte være til boligerne og fællesarealerne. Alt fra boligstørrelser, materialer, fællesfaciliteter med mere kan tilpasses efter behov.
Tanken om at bo i et bofællesskabe tiltaler mange, og det er der gode grunde til: Et bofællesskab giver mulighed for at dele faciliteter delefaciliteter, arrangere fællesmad, skabe interessefællesskaber, og finde legekammerater til børnene. Forskning viser desuden, at bofællesskaber giver øget trivsel.
Alle interesserede er velkommen til informationsmøderne, hvor de kan høre mere om, hvordan de selv kan blive medskaber og involvere sig i processen.
Udover bofællesskabet i Sjelle kan man høre om tilblivelsen af kommende bofællesskaber i Thorsager i syddjurs kommune og i Assedrup syd for Malling, samt høre om skabelsen af to nyopførte bofællesskaber - det prisvindende Bofællesskabet Kløverbakken i Odder med 58 boliger i træ og landsbyfællesskabet Mossø Bakke i Alken.