Nyt byggeprojekt skal give studerende på Aarhus Universitet bedre eksamensvilkår
Bygningen skal udformes med udgangspunkt i 12 store, fleksible "kasser".
Første spadestik til et 7300 kvadratmeter stort byggeri på Klokhøjen i Lisbjerg er nu taget.
Byggeriet skal rumme Aarhus Universitets nye eksamenshaller, tegnet i samarbejde med P+P Arkitekter.
Projektet kommer til at indeholde 11 eksamenshaller med plads til i alt 1100 studerende fra Aarhus Universitet.
Det er Forskningsfondens Ejendomsselskab (FEAS), der står bag byggeriet, og ifølge selskabet vil det nye byggeri få stor betydning for både nuværende og fremtidige studerende.
Det skyldes blandt andet, at grund og bygning skal være godt placeret i forhold til transport, herunder letbane og bus, lyder det.
»Med opførelsen af byggeriet i Lisbjerg sikrer vi, at de studerende har de bedst mulige kår, når de går til eksamen. Samtidig løser vi en pladsmæssig problemstilling, der i eksamensperioder ligger et uhensigtsmæssigt stort pres på de undervisningsfaciliteter, som i øjeblikket anvendes til skriftlige eksaminer,« siger administrerende direktør i FEAS, Jørgen Lang, i en pressemeddelelse.
Byggeriet vil blive opført på en 12.000 kvadratmeter stor grund på Ib Spang Olsens Gade. Bygningen skal udformes med udgangspunkt i 12 store, fleksible kasser, der kommer til at danne rum for både eksamenshaller, velfærdsfaciliteter og kontorer.