Nørager, Feldballe og nu…?
To gange er Djursland gået hele vejen til Landsbyprisen, som Region Midtjylland uddeler. Har Djursland en potentiel vinder i støbeskeen?
Med en kontant præmie på 150.000 kroner er Regionens Landsbypris ikke til at kimse af.
Formålet er klart: Give et skulderklap til lokalsamfund, der tør tænke bæredygtigt og nyt.
Prisen går til den landsby, der kan inspirere andre med deres lokale styrker og skabe udvikling til glæde for alle.
Det er LAG Djurslands bestyrelse, der udvælger kandidaterne lokalt, men Regionsrådet der udpeger den endelige vinder fra en af de 19 kommuner som udgør Region Midtjylland.
I år fik LAG Djursland bragt fire kandidater i forslag inden ansøgningsfristen.
Ansøgningsfristen, der udløb den 15. januar 2024, så en flot repræsentation med tre ansøgninger fra Norddjurs Kommune og en fra Syddjurs Kommune.
Efter en god snak med kommunerne faldt valget på de tre landsbyer, der viste det bredeste spektrum af, hvad de kan, gør og vil, oplyser LAG-koordinator Kirsten Solvej Larsen, som tiltrådte i 2023 og siden har arbejdet hårdt for at komme ind i jobbet.
De tre Djursland landsbyer kan nu kigge frem til, at et eksternt fagligt panel tager et kig på deres ansøgninger. Panelet vil udvælge op til fem finalister, som får chancen for at overbevise med endnu flere guldkorn om deres landsbyprojekter.
Otte år siden sidst
Djursland har tidligere kunnet kalde sig hjemsted for to stolte vindere af Regionens Landsbypris. Nørager tog stikket i 2013, Feldballe i 2016.
I 2023 gik prisen til Asferg i Randers Kommune.