Fortsæt til indhold

Nu er byggeriet i gang: Imponerende knudepunkt for outdoor-aktiviteter åbner i sensommeren

Første spadestik er taget til det nye trailcenter ved Skanderborg Fælled. Det nye samlingssted for MTB’ere, løbere, vandrere og andre naturglade mennesker forventes klar til ibrugtagning efter sommerferien.

Samfund
bo

Byggeriet af Trailcenter Skanderborg mellem Fælleden og Anebjerg Skov er i gang. Enentreprenørerne er netop nu i fuld gang med at ud grave ud og støbe fundamentet til det, der skal være et knudepunkt for naturformidling og aktivt friluftsliv i Skanderborg.

Trailcentret skal fungere som servicebygning og mødested for alle former for outdoor-aktiviteter, uanset om man vil cykle, løbe, ride, rulle eller vandre. Håbet er, at trailcenteret vil lokke endnu flere til at benytte naturen på naturens præmisser – især børn og unge.

Trailcenteret får en stor overdækket træterrasse knytter ude- og inderum sammen, mens indendørsfaciliteterne omfatter toiletter, tekøkken, isolerede opholdsrum og flerfunktionelle rum designet til at tilpasse sig de skiftende årstider. Der bliver også udendørs brusere med varmt vand, værkstedsfaciliteter og depotrum for de primære målgrupper.

Det er arkitektfirmaet Cubo, der har tegnet bygningen med en rå og enkel æstetik, så den hænger sammen med det omkringliggende landskab. Illustration: Cubo Arkitekter

Fordelen ved at placere et trailcenter på kanten mellem Anebjerg Skov og Fælledens idrætscenter er at udnytte faciliteterne optimalt og samtidig skabe synergi mellem de klassiske idrætsgrene på Fælleden og aktivitetsmulighederne i en ung, bynær skov som Anebjerg. Den er rejst af Naturstyrelsen i etaper siden 2009 og lander på cirka 325 hektar svarende til 455 fodboldbaner.

Allerede nu er Trailcenter Skanderborg på vej til at blive småberømt. Projektet er nemlig valgt som et ud af fem eksempler i en national kampagne, der netop handler om at udvikle nye mødesteder i naturen. Bag kampagnen står Danmarks Idrætsforbund og Lokale og Anlægsfonden.

Det bliver en attraktion, folk vil køre efter langvejs fra. På den måde vil det også få en turistmæssig betydning
Tage Nielsen (RV), formand, Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget

»Jeg glæder mig til at opleve et væld af forskellige friluftsaktive i og omkring trailcentret i løbesko, på mountainbike, hesteryg, yogamåtte eller til CrossGym i naturen,« siger formanden for Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget, Tage Nielsen (RV).

»Vi skal være stolte over, at trailcenteret er udvalgt som et af de fem nationale eksempelprojekter og har modtaget gavmild fondsstøtte. Det bliver rigtig godt for kommunens aktive friluftsbrugere – både de organiserede i foreninger, og folk der vil motionere i naturen på egen hånd. Men jeg tror også, det bliver en attraktion, folk vil køre efter langvejs fra. På den måde vil det også få en turistmæssig betydning,« tilføjer han.

Skanderborg MTB indviede i november sidste år en teknikbane designet af Anders Fallesen, der er en af Danmarks førende spor-byggere. Teknikbanens startrampe bygges sammen med trailcenteret, så MTB-kørerne kan starte fra trailcenterets tag. Arkivfoto

De kommende brugere af trailcenteret har deltaget i en omfattende dialog om, hvad trailcentret skal rumme af funktioner, og hvordan det skal indrettes.

Blandt dem er Skanderborg Mountainbike, som har indsamlet knap 5 millioner kroner til MTB-spor og allerede har fået anlagt en populær teknikbane, som blev taget i brug i november sidste år. Teknikbanen kobles sammen med trailcentret med en stor startrampe, der starter fra taget af trailcenteret.

Skanderborg MTB er sammen med Naturstyrelsen allerede godt i gang med at anlægge MTB-spor på arealer nord for Stilling Landevej koblet med Anebjerg Skov.