Klar tale fra Søren Valbak: Fjerner sløret for ansættelse af ny direktør til Karpenhøj Naturcenter
Bestyrelsesformanden for Karpenhøj Naturcenter, Søren Valbak, afviser blank alle mulige og umulige konspirationsteorier om forhåndsforbindelser og manipulation i ansættelsesprocessen af ny direktør.
Det har vakt undren i nogle kredse, at den selvejende institution Karpenhøj Naturcenter på noget nær rekordtid kunne udnævne en ny direktør, før blækket næsten var tørt på den opsigelse, som den nu tidligere leder Karen Thingstrup afleverede til bestyrelsesformand Søren Valbak i januar.
På Adresseavisens hjemmeside var debatten varm i kølvandet på udnævnelsen af Lars Bøgh som ny direktør.
»Men vi har rent mel i posen, hvis jeg må udtrykke mig sådan,« forsikrer Søren Valbak på vegne af en samlet bestyrelse i Karpenhøj Naturcenter.
Han afviser, at man havde Lars Bøgh i baghånden, og at diverse konspirationsteorier om, at Bøghs tidligere ansættelse hos Naturhistorisk Museum har haft betydning overhovedet.
Vild interesse
Søren Valbak henviser til, at Karpenhøj Naturcenter på kanten til det nye år opslog to stillinger med deadline for ansøgninger 12. januar 2024:
- »Robust eventkoordinator med friluftsliv i blodet.«
- »Naturvejleder med stærk naturfaglig baggrund søges.«
»Interessen stak helt af. Vi fik i omegnen af 200 ansøgninger sammenlagt, og mange af dem uhyre interessante,« fortæller bestyrelsesformanden.
Da Karen Thingstrup i januar meddelte, at hun ønskede at stoppe som leder for at prøve noget andet, besluttede bestyrelsen at undersøge muligheden for at finde afløseren i den fyldige ansøgerbunke.
»Det kunne jo meget vel være, at afløseren for Karen var i bunken. Så en enig bestyrelse aftalte at gøre et forsøg,« siger Søren Valbak.
4-5 ansøgere til hver stilling blev i første omgang udvalgt til samtale.
Bestyrelsen har foretaget en pragmatisk vurdering af mulighederne for at finde en stærk afløser, når nu Karen Thingstrup valgte at sige opSøren Valbak, bestyrelsesformand for Karpenhøj Naturcenter
Blandt dem Lars Bøgh, som også bonede positivt ud i den efterfølgende ledertest, som er kutyme ved ansættelser på dette niveau.
Lars Bøgh er uddannet biolog og naturvejleder. Han har i en årrække været ansat som naturvejleder og arrangementsansvarlig på Naturhistorisk Museum i Aarhus og før det som leder af Naturcenter Nymølle.
Tillige ansatte bestyrelsen Sisse Simone Sjøstedt som natur- og kulturformidler. Sisse Simone Sjøstedt har tidligere været ansat i Favrskov Kommunes naturvejledning, og hun får primært sit ansvarsområde inden for skoletjenesten, men vil generelt arbejde med formidling af natur.
»Sisse blev valgt blandt cirka 130 ansøgere,« fortæller Søren Valbak, der fungerer som interim-leder på Karpenhøj Naturcenter, som det hedder i det sprog, når stillingen er midlertidig.
Lars Bøgh starter på Karpenhøj Naturcenter 1. marts, mens Karen Thingstrup fungerer i en stilling som konsulent frem til 1. august 2024 efter aftale med bestyrelsen.
»Bestyrelsen har foretaget en pragmatisk vurdering af mulighederne for at finde en stærk afløser, når nu Karen Thingstrup valgte at sige op. Det er realiteterne, så al snak om manipulation og forhåndsforbindelser til Naturhistorisk Museum kan jeg hermed afvise,« understreger Søren Valbak.
Overholder vedtægterne
Der er også dem, der har spurgt til, hvorfor Syddjurs Kommune ikke har haft noget at sige i forbindelse med ansættelsen af ny direktør.
Spørgsmålet er stillet, fordi Syddjurs Kommune bidrager årligt til Karpenhøjs økonomi. I 2022 med 1.170.949 kroner, ifølge Karpenhøj Naturcenters årsrapport.
Desuden besætter Syddjurs Kommune to pladser i Karpenhøjs bestyrelse efter godkendelse i byrådet.
Det er der også en god forklaring på.
Karpenhøj Naturcenter er en selvejende institution, hvor bestyrelsen udpeges af DGI og Syddjurs Kommune. Syddjurs Kommune har en samarbejdsaftale med Karpenhøj Naturcenter, som årligt modtager et beløb fra Syddjurs Kommune for ydelser fra blandt andet skoletjenesten.
Inden for disse rammer har Syddjurs Kommune ingen myndighed i forhold til ansættelser eller de ansættelsesprocedurer, som Karpenhøj Naturcenter vælger at følge.
Som der står i fondens vedtægter:
»Bestyrelsen ansætter en leder til at varetage institutionens daglige ledelse og drift i henhold til på forhånd fastsatte /aftalte ansættelsesvilkår og funktionsbeskrivelse.«
»Når folk siger til mig, at I får jo et årligt tilskud fra Syddjurs Kommune, svarer jeg altid: »Nej, det gør vi ikke. Vi modtager en betaling fra Syddjurs Kommune i henhold til en indgået samarbejdsaftale, hvor det er aftalt, hvilke ydelser Karpenhøj Naturcenter skal levere i forbindelse med primært skoletjenesten,« supplerer Søren Valbak.
Personale og bundlinje
Der er heller ikke noget fordækt i, at Lars Bøgh ansættes som ’direktør’, mens Karen Thingstrup har været ’daglig leder’.
»Det har intet at gøre med ansættelsen af Lars Bøgh. Vi har i bestyrelsen det seneste års tid snakket om, at stive profilen på vores leder af ved at give ham eller hende et par stjerner mere på skulderen. Ikke mindst, for at gøre det nemmere for vores leder, når han skal forhandle udenfor huset,« forklarer Søren Valbak.
Han understreger, at det suverænt er en beslutning i bestyrelsen, og at det heller ikke har direkte lønmæssige konsekvenser.
»Vi har selvfølgelig forhandlet løn med Lars Bøgh ud fra de kompetencer han har, og de ønsker han mødte frem med. På denne baggrund har vi indgået en lederkontrakt. Helt efter bogen ved den slags ansættelser.«
Søren Valbak fastslår, at når Lars Bøgh starter 1. marts, træder bestyrelsesformanden og resten af bestyrelsen atter et par skridt tilbage.
»Det er selvfølgelig Lars Bøgh, som har ansvaret for den daglige drift, herunder personaleansvar og ansvar for bundlinjen. Bestyrelsen vedtager de overordnede rammer og strategien, som den daglige leder sammen med sit personale arbejder på at opfylde,« siger Søren Valbak.
Fremtidens Karpenhøj
2023 var et turbulent år på Karpenhøj Naturcenter, fordi flere medarbejdere tog deres gode tøj og forlod skansen.
Det skete ikke mindst i utilfredshed over, at man i strategien for fremtidens Karpenhøj meget mere vil tage hensyn til, at den selvejende institution driver sæsonpræget virksomhed på samme måde som lokale turistvirksomheder.
Derfor går man fra mange fastansatte medarbejdere til medarbejdere, der er mere løst tilknyttet og er på, når efterspørgslen efter ydelser fra Karpenhøj Naturcenter er størst.
»Det kan ikke nytte noget, at vi har udgifter hele året, hvis vi ikke tilsvarende har indtægter. Derfor har vi i vores nye strategi fokus på, at når vi har en udgift, skal den også følges op af en indtægt. Det er ikke nye tanker, men det bliver op til Lars Bøgh at sætte sig ned med personalet og aftale, hvordan man kan planlægge en sæson bedst muligt, så vi løbende kan trække faglige kompetencer ind, når vi har opgaverne,« siger Søren Valbak.