Har solgt bygningen: Aura flytter fra Galten
Aura Energi har solgt bygningen på Smedeskovvej 55 i Galten og flytter fra byen.
I næsten 10 år har energivirksomheden Aura haft hovedkvarter på Smedeskovvej 55 i Galten.
Det skete i kølvandet på en fusion mellem Galten Elværk, Brabrand El-selskab, Viby El-værk, Østjysk Energinet og det fælles datterselskab Lokalenergi 1. juni 2014.
Allerede i 1981 flyttede Galten Elværk ind i bygningen, der blev opført med det formål. Nu er bygningen solgt til Eurofins, der har til huse på Smedeskovvej 38 - og snart er Auras virke i Galten fortid.
Årsagen er ret simpel. Vi har valgt at samle alle vores aktiviteter under et tag. Lige nu har vi fire forskellige lokationer i henholdsvis Galten, Odder og to i Viby, så i stedet for det, vil vi gerne have et fælles domicil.Claus Blem Jensen, kommunikationschef hos Aura
Under samme tag
Næste skridt for Aura er at finde et sted til et nyt domicil.
»Årsagen er ret simpel. Vi har valgt at samle alle vores aktiviteter under et tag. Lige nu har vi fire forskellige lokationer i henholdsvis Galten, Odder og to i Viby, så i stedet for det, vil vi gerne have et fælles domicil,« lyder det fra Claus Blem Jensen, kommunikationschef hos Aura.
Præcis hvor det nye domicil kommer til at ligge, kan Claus Blem Jensen ikke svare på. En ting er dog sikkert - det bliver ikke i Galten.
Han fortæller, at der arbejdes på en løsning nær Aarhus.
»Vi arbejder på en løsningen tættere på Aarhus, fordi vi gerne vil tættere på uddannelsesmiljøet i Aarhus,« lyder det fra Claus Blem Jensen, der endnu ikke ved, hvornår virksomheden flytter fra Smedeskovvej.
Aura har dog lavet en aftale med de nye ejere om, at energiselskabet kan blive boende i nogle år, hvis det bliver aktuelt.
Eurofins ønsker at udvide forretningen og vil bruge Smedeskovvej 55 til det formål. Lokalplanen spænder dog ben for, at ønsket om at anvende adressen til laboratorie kan realiseres. Af sagsakter fra det seneste møde i Klima,- Miljø- og Planudvalget fremgår det, at Eurofins blandt andet vil rive lagerbygningen ned for at bygge et laboratorie.
Klima,- Miljø- og Planudvalget har besluttet, at der bør laves en ny lokalplan til Eurofins formål - og beslutningen er sendt videre til Økonomi- og Erhvervsudvalget, der har punktet på dagsordenen på næste møde 21. februar.