Reagerer på næstformands massive fravær: Nu fordobles vederlag
Bünyamin Simseks (V) udeblivelse fra hvert tredje møde i tvangsfjernelsesudvalg er nu endt med, at byrådet har vedtaget en vederlagsforhøjelse for suppleanterne.
Demokratiets hjul drejer til tider umådeligt langsomt, men når det kommer til politikernes vederlag, kan tingene åbenbart gå rigtig stærkt.
Onsdag aften vedtog et enigt Aarhus Byråd - på 20 sekunder og uden en bemærkning i byrådssalen - en fordobling af vederlaget til suppleanter i udvalget for tvangsforanstaltninger.
I sig selv en undseelig sag, der kun forventes at koste 20.000 kroner årligt, idet suppleanternes vederlag hæves fra 450 kr. til 900 kr. pr. møde, men beslutningen blev foretaget på en alvorlig baggrund.
Det er nemlig ikke mere end et par uger siden, at nærværende avis kunne afsløre, at næstformanden i udvalget, Venstres Bünyamin Simsek, i 2022 og 2023 er blevet væk fra hvert tredje møde i det vigtige udvalg, der bl.a. beslutter, om børn skal tvangsfjernes fra deres forældre.
Ikke desto mindre modtog han sit årlige vederlag på ca. 125.000 kr., mens hans suppleanter blot fik 450 kr. for hvert møde, der kan vare op mod seks timer og kræver forberedelse med gennemlæsning af flere hundrede siders materiale.
Debatteres senere
Ifølge avisens oplysninger har det skabt en stor udfordring med at finde suppleanter, og nu håber byrådet altså, at en fordobling af deres vederlag kan hjælpe på situationen.
Da avisen talte med nuværende og tidligere suppleanter, foreslog de ellers, at man kunne fordele det høje vederlag til formanden og næstformanden ud på det enkelte møde, således pengene går til den person, der faktisk møder op. En idé, Bünyamin Simsek selv bakkede op om.
»Det er rimeligt, og jeg er også med på at få formandens og næstformandens vederlag i spil, så det bliver mindre,« sagde han.
Men det bliver ikke til noget i indeværende byrådsperiode, forklarer Simseks nuværende 1. suppleant, Mette Skautrup (K), der har debatteret sagen i udvalget med det mundrette navn ’Udvalget til besættelse af udvalg m.v.’.
»Det kan man ikke midt i en byrådsperiode. Og der er også tvivl om, hvorvidt man overhovedet kan gøre det på den måde juridisk. Men det er noget, vi kommer til at kigge ind i ift. den kommende byrådsperiode.«
Ifølge hende vil den model blive drøftet af helt tredje udvalg, der skal give anbefalinger til et kommende byråd efter kommunalvalget i 2025.
»Det vil være et naturligt sted at snakke om, hvordan vi organiserer det her fremadrettet,« siger Mette Skautrup.