Er du klar? Nu ruller de nye skraldespande ind i indkørslerne
Renosyd har allerede leveret de første nye skraldespande rundt i Skanderborg Kommune.
Nu sker det.
Renosyd ruller det helt nye affaldssystem ud. Det betyder, at man rundt omkring i hjemmene skal til at sortere på en anden måde end det, vi er vant til i dag.
Det, der er det nye er, at vi skal til at holde tingene mere adskilt, så de materialer, vi putter i beholdere ikke bliver ødelagt, så vi kan genanvende mere.Henrik Müller, direktør i Renosyd
Helt konkret leverer Renosyd i alt 95.000 nye beholdere ud i de to kommuner, hvoraf tre affaldsbeholdere og en rød kasse til farligt affald leveres til hver husstand.
»Det, der er det nye er, at vi skal til at holde tingene mere adskilt, så de materialer, vi putter i beholdere ikke bliver ødelagt, så vi kan genanvende mere. Der bliver flere typer, vi skal dele vores affald op i,« lyder det fra Henrik Müller, direktør i Renosyd.
I den ene beholder bliver der et rum til restaffald og et til madaffald. I en anden beholder er der ligeledes to rum - et til blød plast, hård plast og mad- og drikkekartoner og et rum til glas og metal. Den sidste beholder er til pap, papir og tekstilaffald.
Tekstilaffaldet kommer man i en pose og lægger i beholderen til pap.
Renosyd leverer både poser til tekstil og madaffald, men den lille spand til madaffald, som man i nogle kommuner får leveret i samme omgang, står Renosyd ikke for.
»Vi har valgt ikke at blande os i folks indretning i køkkenet. Det er op til hver enkelt at beslutte, hvordan det fungerer bedst. Vi ville være kede af at producere for mange skraldespande, som ikke bliver brugt, når vi jo er sat i verden for at mindske affaldet,« siger Henrik Müller, der opfordrer til, at man stille og roligt begynder at overveje, hvordan man vil indrette sit køkken og andre steder, man vil opbevare affald.
Skraldet i spanden
Det kommer unægteligt til at kræve anderledes opdeling end hidtil, for fremover kan du ikke smide mad og restaffald i samme pose som nu. Kartonerne skal heller ikke længere i posen med restaffald, men i stedet i beholderen med plast.
Det kræver formentlig noget omstilling for den enkelte person. For hvor skal de enkelte dele skrald hen?
Henrik Müller forklarer, at sorteringssystemet ikke er så firkantet. At man i nogle tilfælde godt kan smide køkkenrulle i posen med madaffald. Eksempelvis hvis man har brugt et stykke køkkenrulle til at tørre noget madaffald af spisebordet med. Kaffefiltre må også komme i posen med madaffald. Blomster må ligeledes komme i madaffaldsspanden.
Flere typer medicinpakker skal i restaffald i stedet for plast, fordi de er udstyret med metalfolie omkring. Også smørpakker kan være tricky. Hvis man ikke kan pille plast og pap fra hinanden, skal det i restaffald i stedet for skraldespanden med henholdsvis pap og plast.
Også pizzabakken kan være lidt svær.
Og skal man egentlig smide en plastikbøtte med plastiklåg i beholderen i en eller to dele?
»Jo mere man kan adskille, jo bedre. De forskellige beholdere og låg kan godt være lavet af forskellig plast, og så skal det alligevel adskilles og sorteres videre ude på anlæggene,« forklarer Henrik Müller.
På anlæg er det robotter, der skal sortere affaldet yderligere.
Nyt anlæg
Inden det når så vidt, bliver alt affald kørt til et helt nyt anlæg på Norgesvej i Skanderborg.
»Der bliver det hele omlastet i containere, som køres videre derfra til eksempelvis Vojens, Bjerringbro og Fyn, hvor dele af affaldet bliver håndteret. Restaffaldet brændes på forbrændingsanlægget her i Skanderborg,« fortæller Henrik Müller, der i samme omgang gør opmærksom på, at omstillingen er en proces, og at Renosyd gør det så godt, de kan.
»Der vil jo nok ske nogle fejl undervejs her i begyndelsen. Vi gør det så godt, vi kan. Hvis man undrer sig lidt over, at nogle af fraktionerne ender i samme store rum i renovationsbilen, skal man ikke begynde at løbe efter os og blive sur over det. Det skyldes, at vi i tre måneder kører med både det gamle og nye sorteringssystem indtil alle har nye beholdere. Men vi sikrer selvfølgelig, at ting som vi kortvarigt er nødt til at blande sammen bliver skilt ad igen. Det er en kæmpe stor opgave, det her - og vi gør alt, hvad vi kan for at alting fungerer så perfekt som muligt fra begyndelsen. Men der bliver en indkøringsperiode, indtil alt er som det skal være på lang sigt,« forklarer Henrik Müller.
Direktøren inviterer interesserede til at kigge forbi Norgesvej, hvis man har lyst til at se det nye anlæg til omlastning.
Hvis man vil sætte sig mere ind i det nye system, kan man se mere på mit.renosyd.dk.