Krystaller i Syddjurs: En stigende bølge af spiritualitet blandt unge
Stresslindring og fællesskab. Unge i Syddjurs udforsker i stigende grad krystallernes verden for at finde indre balance i en hektisk hverdag
Om det er vores indre kompas, også kendt som intuitionen, eller en tiktok-trend, som har ført unge i Syddjurs til krystalbutikken i Rønde, er svært at sige, men der er tilsyneladende flere krystaller, som har fundet et hjem i Syddjurs’ hjerter og huse.
Sisterunika, som ligger på hovedgaden i Rønde, er fyldt med alt, hvad hjertet begærer, hvis du har interesse indenfor krystaller, tarotkort eller æteriske olier.
Når du træder ind i butikken, kan du ikke undgå at lægge mærke til de populære sten, som ligger lige ved indgangen.
Og ifølge Majbritt Bergmann, som er ejeren af den lille butik, er der flere og flere, som har fået interesse for krystaller.
Krystaller har været værdsat og handlet i århundreder på grund af deres skønhed, sjældenhed og symbolske betydning. I dag er krystallerne en almindelig del af flere danskeres tro eller dekorationer.
Majbritt Bergmann fortæller, at selvom det er hele aldersspektret, der kommer i hendes butik for at få drysset lidt spiritualitet ned over deres tilværelse, så oplever hun, at der er kommet flere og flere unge.
Der er nogle, der bliver fanget af krystallens vilde farver, der modsætter vores moderne sort/hvid. Andre er interesserede i krystallernes egenskaber og kræfter.
En rosenkvarts du kan komme i BH’en for mere kærlighed, en tigerøje i din lomme for mod eller en ametyst i din sko for at skabe åndelig vækst.
Uanset grunden til købet, så har Majbritt Bergmann i hvert fald kunnet se på sit salg, at flere og flere bliver fanget af krystallerne.
»Når jeg gør regnskabet op om aftenen, så er halvdelen af mit salg krystaller,« siger hun med et smil.
Nogle havde været ret ensomme med deres sanselige oplevelser og spirituelle interesser, men nu kunne de være en del af et fællesskabMajbritt Bergmann
Hold i ungdomsskolen
Majbritt Bergmann har selv en teori om, hvorfor der er flere unge, der kommer ind ad hendes dør og viser interesse for krystaller og den spirituelle verden.
»Corona har gjort, at vi bare skulle være med os selv og se på hinanden over en skærm. Vi fjernede os fra hinanden på skærmen og fysisk. Man glemte, hvordan det var at være sammen,” fortæller Majbritt Bergmann, som mener at det øgede salg og interesse er en afspejling af det.
«Krystaller udvider vores horisont, og når vi er superskarpe i vores hverdag, kan krystaller hjælpe. Også hvis vi er lidt triste eller ensomme. Nogle havde været ret ensomme med deres sanselige oplevelser og spirituelle interesser, men nu kunne de være en del af et fællesskab.«
Line Brask er tidligere medarbejder i Sisterunika. Hun har startede i 2022 et hold for unge, der interesserer sig for krystaller og den spirituelle verden.
Hun fortæller, at hun har set en udvikling i de unge, der gik på holdet.
»De virkede gladere.«
Hun ville skabe et fællesskab for unge, hvor de kunne dele den spirituelle verden sammen.
Efter at have snakket i Sisterunika med flere unge, som viste entusiasme for sådan et hold, rakte Line Brask ud til UngSyddjurs og spurgte, om hun kunne starte et hold ved dem. De skulle have lidt betænkningstid, men endte med at komme Brasks ønske i møde.
På krystalholdet lærte de unge om krystaller, deres energier, og så blev holdet også en mulighed for, at de unge kunne åbne sig med forskellige oplevelser, de havde haft.
Det kunne være et koldt rum i skolen, stærke fornemmelser om andre mennesker eller uforklarlige oplevelser.
En af de unge (16 år) på holdet fortæller, at han startede med at interessere sig for krystaller på grund af farverne, men nu bruger han dem også til noget andet.
Da han bliver spurgt til, om han har oplevet, at krystallerne har hjulpet med skolepres eller andre hverdagsproblemer, svarer han:
»Jeg vil sige ja fra min egen oplevelse, men det er fra person til person, for ikke alle vil bruge eller tror på krystallernes energi.«
Han har også et bud på grunden til, hvorfor flere unge tilsyneladende begynder at bruge krystaller
»Måske på grund af stress, og så hjalp information om healingsenergi fra krystallerne.«
Danse på to ben
Line Brask har også et bud på, hvorfor flere og flere er blevet fascineret af krystallen.
Men for at kunne svare bedst, skulle hun først trække et kort, der kunne vejlede hende i spørgsmålet.
Hun trak et kort med en grøn fe på, der danser i skoven.
Kortet hedder ’at danse på et ben’, og handler om balancegang, fortæller hun.
»Vi har ligesom to ben. Vi har brugt det ene ben ret meget, som er det rationelle, det logiske, det man kan måle og veje. Vi mangler også at stå på det andet ben for at kunne bevæge os så frit som muligt, og det, tænker jeg, er kontakten med naturen og det, der er større end os og hele den spirituelle verden.«
Hun forklarer, at verden længe har danset på det ene ben, som er det rent materielle, og så er det også vigtigt, at man ikke kun springer rundt på det andet ben som er det spirituelle.
»De to ting er lige værdige,« fortæller hun, imens hun forestiller sig, med hjælp af kortet, en person, der kan stå på jorden med begge ben.
Krystallerne har givet Line Brasks unge et fællesskab, og ifølge Majbritt Bergman kan den spirituelle verden være en løsning på andre problemer også.
»Hvis man lidt har løbet panden mod muren tilpas mange gange, og man synes, man har spist de der lykkepiller længe nok, og hvis det bare ikke føles rigtigt, så prøver mange det næste skridt, og det er i mange tilfælde det spirituelle,« afslutter hun.