Fortsæt til indhold

Ny duo genopliver Den Gamle Stald på Det Grønne Museum

Morten Jensen er ny forpagter af Restaurant Den Gamle Stald på Det Grønne Museum ved Auning i et tæt makkerskab med den tidligere forpagter, Kim Thygesen

Samfund

Før jul gik Kim Thygesen konkurs som forpagter af restauranten Den Gamle Stald. Det skyldtes et økonomisk efterslæb på grund af corona, og havde, understregede han dengang, intet at gøre med antallet af gæster på restauranten.

Morten Jensen (tv.) og Kim Thygesen bliver nyt makkerpar i Den Gamle Stald. Her underskriver de aftalen om forpagtning med direktør for Det Grønne Museum, Anne Bjerrekær. Pressefoto

Han var yderst ærgerlig over at skulle slippe sit hjertebarn, og det samme var Det Grønne Museum, som han forpagtede stedet for. Her udtalte direktør Anne Bjerrekær til Lokalavisen:

»Vi er meget afhængige af, at der er restaurant i Den Gamle Stald, og vi er selvfølgelig frygteligt kede af, at Kim har indgivet en konkursbegæring. Men vi har også stor forståelse for, at hans start lige før coronatiden var hård. Vi skal bruge lidt tid på at finde ud af, om det kan fortsætte i et nyt scenarie.«

Og det kunne det.

Kim Thygesen er gået ind i et makkerskab med sin ven og tidligere ansatte, Morten Jensen.

Det er sidstnævnte, der fredag 1. marts satte sin underskrift på forpagteraftalen, og Kim Thygesen er derfor i første omgang ’kun’ ansat. På sigt håber han dog at igen kan købe sig ind.

»Det er så dejligt at jeg nu igen kan komme til at gøre gæster glade her i Stalden. Vi fortsætter for en stor del som hidtil, men med endnu mere fokus på bæredygtighed og madhistorie.«

Kokken Morten Jensen er 38 år, bor i Allingåbro og har de sidste to år arbejdet på Kysthotellet i Grenaa. Han og Kim Thygesen har også tidligere arbejdet sammen på de to Aarhusrestauranter Komfur og Mellemrum.

I dag udtaler direktør Anne Bjerrekær følgende om Staldens nye duo:

»Jeg er super glad for, at vi har fundet et nyt stærkt hold med et godt kendskab til museet og Djursland til at drive restauranten. Vi glæder os til at arbejde sammen med dem begge –og i særdeleshed er vi begejstrede over, at der fortsat er fokus på gode råvarer, historiske madoplevelser og bæredygtig gourmet.«

Den Gamle Stald ligger i de smukke, fredede 1600-tals avlsbygninger ved gårdspladsen ved de to museer Det Grønne Museum og Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum og har blandt andet specialiseret sig i at lave madhistoriske arrangementer med Det Grønne Museums madhistoriker Bettina Buhl.

Makkerparret Jensen og Thygesen håber at blive klar til at slå stalddøren op til påske.