Fortsæt til indhold

Optimistisk direktør forventer snarlig afklaring på konkursramt restaurant

Den Gamle Stald kan forhåbentlig snart slå dørene op igen.

Samfund

På Det Grønne Museum i Auning forventer museumsdirektør Anne Bjerrekær, at der snart falder en løsning på plads med restaurant Den Gamle Stald.

I starten af december gik forpagter af restauranten Kim Thygesen konkurs, og dermed har museet ikke siden kunnet byde gæsterne på gastronomiske oplevelser i forbindelse med deres besøg.

Det Grønne Museum er lukket i januar. Det giver god tid til at finde den eller de rette personer til at videreføre Den Gamle Stald, og museumsdirektøren ser da også særdeles positivt på de fremtidige muligheder.

Idet museet er statsfinansieret kommer forpagtningsaftalen i udbud. Ordlyden af udbuddet er lige nu til behandling i Kulturministeriet, og herefter er det op til Det Grønne Museum at finde den rette aftale.

»Vi er meget optimistiske. Der er allerede flere, der har henvendt sig og spurgt på restauranten og gerne vil byde på det. Og så er der jo også mulighed for at Kim (Thygesen, red.) vil byde ind på det igen sammen med en ny makker, så vi er positive,« konstaterer Anne Bjerrekær.

Tiden er vigtig

Da konkursen blev en realitet, lagde hun da heller ikke skjul på, at hun ærgrede sig gevaldigt, idet samarbejdet med Kim Thygesen havde været godt.

Anne Bjerrekær fremhævede blandt andet restauratørens egenskaber inden for formidlingen af madhistorien, og hun noterer da også, at Kim Thygesen står med et stærkt kort, hvis han byder ind på Den Gamle Stald igen.

Museumsdirektøren har ikke sat dato på, hvornår en ny forpagter skal slå dørene til Den Gamle Stald op igen, men tiden bliver en del af vægtningen i overvejelserne i det kommende samarbejde.

»Det kan sagtens være, der kommer en ind, der først skal afvikle noget andet, og så skal en måned ikke skille os ad. Men vi kan ikke vente, til vi kommer på den anden side af sommerferien, så det vil være et væsentlig parameter, hvornår man kan starte op,« siger Anne Bjerrekær.

Coronahjælp med bagslag

Kim Thygesen overtog forpagtningen af Den Gamle Stald i foråret 2020 kort før covid-19 lukkede landet ned.

De efterfølgende restriktioner gjorde det vanskeligt at drive restauranten, og derfor tog Kim Thygesen imod det statslige tilbud om at udsætte betaling af moms og skat.

Selv om Den Gamle Stald de seneste to år har været et populært spisested, som også har dannet rammerne for masser af selskaber, så endte coronahjælpen dog med at skabe en uoverstigelig pukkel, fortalte Kim Thygesen til Lokalavisen i forbindelse med konkursen i december.

»Det har hele tiden været en god forretning. Vi har haft mange gæster og stor opbakning, men økonomisk har vi været bagud fra start, og det har vi simpelthen ikke kunnet indhente. Det var den eneste løsning dengang, men helt ærligt, det er jo lidt som at pisse i bukserne, og det har gjort, at vi hele tiden har haft et efterslæb,« sagde restauratøren til avisen.

Museumsdirektør Anne Bjerrekær forventer, at der lavet en ny forpagtningsaftale inden for den næste måned.