Fortsæt til indhold

Chokregnskab fra aarhusiansk erhvervsgigant: Største milliardoverskud i 145 år

Det aarhusianske konglomerat Scouw & Co. gik ud af 2023 med et imponerende resultat.

Samfund
ddp

Der kan godt gå lidt inflation i brugen af ordet ’historisk’, men når det kommer til det seneste årsregnskab for Schouw & Co., så må det siges at være på sin plads.

Den aarhusianske industrigigant, der holder til på Chr. Filtenborgs Plads, har netop kunnet præsentere et overskud på hele 2,85 milliarder kroner for 2023.

Det største i konglomeratets 145 år lange historie.

Ligeledes slog Schouw & Co. rekord på omsætningen, der røg op på 37,2 mia. kr..

»Det er meget tilfredsstillende, at vi har øget omsætningen med 14 procent og indtjeningen med hele 25 procent i forhold til 2022. Den lønsomme vækst er et direkte resultat af de betydelige investeringer, vi har foretaget i de senere år. Vi har sat en del skibe i søen, igangsat en række aktiviteter og udnyttet de muligheder, der er opstået, og det ser vi nu effekten af. Det viser, at vores strategi om at gennemføre langsigtede investeringer i førende industrivirksomheder er rigtigsiger adm. direktør Jens Bjerg Sørensen i en pressemeddelelse.

Forventer yderligere vækst

Schouw & Co. et af få konglomerater i dansk industri - det vil sige et selskab, der ikke specialiserer sig i et snævert forretningsområde, men ejeret forskelligartede datterselsaber.

I porteføljen af selskaber er en af verdens største producenter af fiskefoder, BioMar, som også har hovedkontor i Aarhus, samt elektronikvirksomheden GPV, hydraulikspecialisten HydraSpecma, autoreservedel-firmaet Borg Automotive og ble- og bindproducenten Fibertex.

Ikke mindst de to største virksomheder i porteføljen, BioMar og GPV, bidrog positivt til koncernens vækst i 2023.

I det forgangne år foretog Schouw & Co. også en række langsigtede investeringer på i alt 1,5 mia. kr. på opkøb og udvidelse, og disse investeringer forventer direktøren vil bære frugt i den kommende tid.

»Vi har endnu ikke set den fulde effekt af de investeringer, vi allerede har foretaget, og vi vil fortsætte med at investere i vores virksomheder i de kommende år for at styrke deres position og indtjeningsevne. Dog er der ikke behov for at gennemføre lige så store investeringer i 2024 som i de foregående år,« siger Jens Bjerg Sørensen og fortsætter:

»Der er ingen tvivl om, at 2024 også bliver et begivenhedsrigt år på grund af store bevægelser i den globale økonomi, geopolitiske spændinger og den hastige teknologiske udvikling, der sker i disse år. Vi ser med fortrøstning frem mod de muligheder og udfordringer, der kommer, for vi er velforberedte, og vores virksomheder står stærkt i konkurrencen. De har mange gange vist, at de har en evne til at tilpasse sig skiftende markedsforhold.«

I 2024 forventer Schouw & Co. en omsætning på op mod 37,8 mia. kr. og en indtjening i intervallet 2,7 og 4 mia. kr..