Fortsæt til indhold

Får skambidt og dræbt: Ejer mistænker ulveangreb

Naturstyrelsen undersøger nu, hvad der har dræbt fåret, men kan ikke udelukke, at det kan være en ulv

Samfund

Natten mellem mandag og tirsdag har et dyr angrebet, skambidt og dræbt et får på Djursland.

Fåret, som var en del af en større fåreflok ved Fuglekongevej lige uden for Ebeltoft, er blevet trukket ned forfra og ædt bagfra, fortæller ejer Peter Christiansen.

Han mistænker, at det kan være en ulv.

»Mine får har gået her i flere måneder, og det får mig til at tænke, at det ikke er en hund, der har angrebet, for ville den så ikke have gjort det noget før?«

Mistanken fik ham til at kontakte Naturstyrelsens ulvelinje, som sendte deres ulvekonsulent, Christian Lylloff Qvortrup, ud for at undersøge det dræbte får tirsdag morgen.

Han kunne ikke afvise, at der kunne være tale om en ulv.

»Hvis man umiddelbart kan verificere ud fra bid og så videre at det er en ulv, så gør vi det på stedet, men det jeg så i dag, var ikke så tydelige ulvebid, men det er mere udkkert, hvilket dyr, der har været på færde.

Medarbejderen kunne, i følge Peter Christiansen, ikke afvise, at der var tale om et ulveangreb.

Der blev taget DNA-prøver, som Peter Christiansen nu skal vente seks-otte uger med at få svar på.

Peter Christiansen nøjes ikke med at tro, at det er en ulv, der har angrebet. Han håber det faktisk.

Både fordi han er tilhænger af, at de er i Danmark, men også fordi alternativet ville udgøre et værre problem.

»Jeg ville blive ret irriteret, hvis mit får er blevet dræbt, fordi en eller anden privatperson ikke har kunnet holde sin hund derhjemme. Hvis det derimod er en ulv, der har været på jagt, så er det jo sådan, naturen er, og det kan jeg meget bedre forholde mig til.«

Der har tidligere været mistanke om ulveangreb på Djursland, og dengang sagde ekspert på området, Kent Nielsen, at det østlige og sydlige Djursland, som området omkring Ebeltoft, ikke er et sted, ulve slår sig ned.

»Norddjurs regnes som et område, hvor ulve vil kunne slå sig ned og oprette territorier, men det østlige Djursland er ikke sådan et sted.«

Det skyldes landskabets manglende egnethed. En ulv skal bruge større, mennesketomme områder med for eksempel hede eller skov og ret store hjortebestande.

»Når det så er sagt, så kan der sagtens være vandret en ulv gennem området, da det fint kan være et transitområde for enkeltindivider,« forklarede han.

Hvis du har en mulig observation af en ulv eller andre tegn på ulveforekomst, opfordrer Naturstyrelsen til, at du kontakter ”Atlas over Danmarks Ulve”, som drives af Naturhistorisk Museum Aarhus.

Når det i dette tilfælde, var Naturstyrelsen, der rykkede ud, skyldes det, at opgaven med at undersøge angreb på privatejede dyr, ligger hos styrelsen.