Døde fisk i massevis: »Hvad pokker sker der lige«
Selv om det ser voldsomt ud, så er der ingen grund til alarm over de tusindvis af fisk - mange af dem med bugen i vejret - som i øjeblikket tiltrækker stor opmærksomhed i Skanderborg Sø.
»Hvad pokker sker der lige!« Spørgsmålet lyder igen og igen på vores redaktion i Adelgade. Flere har stukket hovedet inden for med netop det spørgsmål og mobilfotos af tusindvis af fisk tilsyneladende fanget ved siden af Lille Nyhavn på vej op i Skanderupbækken - mange af dem med bugen i vejret.
Det er ikke noget usædvanligt, der er på færde. Det er et tilbagevendende fænomenKaare With Jensen, biolog
Vi lod spørgsmålet gå videre Skanderborg Kommune, der straks sendte en miljømedarbejder ned til Skanderborg Sø for at tage nærmere bestik af situationen.
»Det ser voldsomt ud, men det er ikke noget usædvanligt, der er på færde. Det er et tilbagevendende fænomen, vi ofte oplever om vinteren og det tidlige forår. Fiskene trækker op i vandløbene i tusindvis, formentlig for de flygter fra større rovfisk som gedder, aborrer og ørreder ude i søen. For en fisk er det en måde at minimere risikoen for selv at blive spist at søge sammen i store stimer, og det er præcis det, der foregår,« forklarer Skanderborg Kommunes ”mysterieløser”, miljømedarbejder og biolog Kaare With Jensen.
»De fisk, jeg kunne se ved udløbet af Skanderupbækken, er sandsynligvis skaller, men der er også andre fisk, som for eksempel brasen, som også samler sig i store stimer,« fortæller han.
Det har undret mange af dem, Uge-Bladet har været i kontakt med, at der på den ene side af indkørslen til Lille Nyhavns parkeringskælder står tusinder af levende fisk sammen i en kæmpestime, mens der på den anden side af indkørslen ligger mange døde fisk med bugen i vejret.
»Det er der også en naturlig forklaring på. Der er tusindvis af fisk, der presser hinanden og forsøger at komme op i Skanderrupbækken. Der er meget lidt, de kan spise der. Når de dør, fører strømmen i bækken dem tilbage, så de ender ved udløbet til søen,« lyder Kaare With Jensen bud på en forklaring.
Skanderupbækken er rørført under Adelgade og man skal op til Skanderborg Realskole for kunne se bækken. Der har Kaare With Jensen også været en tur forbi for at tjekke, om det lykkes nogen af skallerne at nå gennem røret og op i bækken.
»Der var ingen skaller ved den åbne strækning. Det er er lang rørlægning, hvor der også er et fald. Der er lavet en vandtrappe af hensyn til ørrederne, men den kan skallerne altså ikke komme over,« konstaterer han.
Så selv om flugten op i Skanderupbækken ser voldsomt ud og tilsyneladende er en ”dead end” for skallerne, er der altså en helt naturlig forklaring på fænomenet.
Det er ikke kun ved Skanderupbækken, der er kæmpestimer af skaller. Det er der i øjeblikket ved alle de åer, der løber ud i søen. Også ved Bybadet står fiskene i tætte stimer.
Flere skriver på Facebook, at de mange døde fisk skyldes den store forurening i Skanderborg Sø – er det rigtigt?
»Det er lige at stramme den, at påstå, at Skanderborg Sø er meget forurenet. Det er søen ikke, men der er en del næringsstoffer, og der, hvor der er det, er der også mange skaller. De trives helt fantastisk i næringsrige søer, som Skanderborg Sø. Men jeg vil ikke kalde den forurenet,« konstaterer biologen.