Gigantisk el-anlæg på vej til lokal landsby: »Vi har "no say" i forhold til placeringen«
Energinet har sammen med det lokale netselskab Dinel udset sig en plet nær Storring til placering af en ny, stor transformerstation.
Terningerne er kastet og landede på en plet i et område af generel landskabelig interesse små 200 meter fra Ådalen syd for Galten.
Her, 780 meter vest for Storring og 1.700 meter øst for Høver, har den statslige energivirksomhed Energinet sammen med det lokale netselskab Dinel udset sig et område på 4,7 hektar til placering af en ny, stor transformerstation.
Nye transformerstationer er nødvendige for at sikre tilstrækkelig kapacitet i højspændingsnettet i kølvandet på et hastigt voksende elforbrug til blandt andet elbiler og varmepumper og for samtidig at kunne understøtte omstillingen af el-produktionen til grøn energi fra vedvarende energianlæg som solceller og vindmøller.
I praksis er det tale om to selvstændige transformerstationer, men energinet og Dinel opnår flere fordele ved at placere dem tæt ved siden af hinanden som ét samlet stationsanlæg for en 150/60/10-kilovolt transformerstation.
Den fylder jo noget og er ikke decideret pæn. Omvendt er der heller ikke meget mening i at investere i nye vedvarende energianlæg, hvis de ikke kan blive koblet op på elnettetFrands Fischer (S), borgmester
Økonomi- og Erhvervsudvalget besluttede på sit seneste møde at sende projektet i forudgående offentlig høring. Høringsfasen løber frem til og med den 5. maj.
»Energinet er en del af den kritiske infrastruktur på elnettet og en statslig enhed. De har sammen med Dinel sendt en ansøgning, og som med alle andre ansøgninger sender vi den i foroffentlighed. Vi kan godt se, at Energinet har nogle udfordringer i forhold til at få lagt kobber nok ud i Danmark, og det vil klart nok føre til flere transformerstationer, men vi har haft ”no say” i forhold til placeringen,« understreger borgmester Frands Fischer (S).
Energinet og Dinel har dog allerede rykket placeringen en smule i forhold til den oprindelig plan, som var tættere på Høver. Det skete af hensyn til de nærliggende boliger og det bevaringsværdige landskab mod syd.
Selvom det i sidste ende er ude af de lokale politikeres hænder, om den nye transformerstation bliver en realitet, er håbet, at foroffentligheden skaber overblik over, hvilke væsentlige lokale hensyn der eventuelt skal argumenteres for.
»Det er klart, at sådan en transformerstation er en udfordring. Den fylder jo noget og er ikke decideret pæn. Omvendt er der heller ikke meget mening i at investere i nye vedvarende energianlæg, hvis de ikke kan blive koblet op på elnettet,« konstaterer borgmesteren.