Fortsæt til indhold

Pindstrup sparker gang i debatten om drømmehuset - borgermøde søger idéer til det ultimative samlingssted

Er tiden moden til samling i Pindstrup? Borgermøde udforsker mulighederne for et fælles kultur- og aktivitetshus i lokalsamfundet.

Samfund

Måske er tiden langt om længe ved at være moden til i Pindstrup at realisere et stort projekt, som vil række langt ind i fremtiden?

Det har længe ligget i kortene, at byens hæderkronede forsamlingshus, Landbohjemmet, og Huset, det tidligere SID-kontor, som nu benyttes af byens ældre borgere til sociale og kreative aktiviterer, skal samles med Pindstrup Hallen på et tidspunkt.

Måske er det ved at være tiden til, at byen tager temaet op, selvom der vil være mange følelser forbundet med at gøre det?

I årevis har mottoet ’Vi gør det selv i Pindstrup’ været kernen i byens ånd, og nu samles lokalsamfundet til et vigtigt borgermøde lørdag 6. april kl. 10.30 i multisalen i Pindstrup Hallen, hvor temaet er på dagsordenen.

En mangfoldig gruppe bestående af repræsentanter fra Distriktsrådet, IF Viking, Pindstruphallen, Landbohjemmet og Huset har taget initiativet til at undersøge mulighederne og behovet for et nyt samlingssted - et borgerhus eller et kulturhus - centralt placeret omkring Pindstruphallen, multisalen og Vikings Klubhus.

Forholdene i den selvejende institution Pindstrup Hallen er meget fine med nyt halgulv og belysning samt moderne multihal. Der lægges op til at diskutere, om Huset og Landbohjemmet kan integreres i Pindstrup Hallen på et borgermøde. Foto: Lars Norman Thomsen

Byens hus

Visionen er klar: Det skal være et sted, som hele byen føler ejerskab over, hvor alle aldersgrupper trives og har lyst til at tilbringe tid. Det er en idé født ud af ønsket om at styrke fællesskabet og skabe et rum for aktiviteter og samvær, lyder det i invitationen.

På borgermødet opfordres alle borgere til at deltage og give deres input til, hvad de ønsker at se i et sådan hus og hvilke aktiviteter der bør være. Der er brug for alle ideer og perspektiver, understreges det.

I Pindstrup er det ikke sædvanen, at kommunekassen bidrager. Her er man vant til at gå selv. Arkivfoto: Lars Norman Thomsen

Musik og frokost

Kl. 12 vil der under arrangementet være et særligt besøg fra gruppen ’Kunstneren tæt på Pindstrup’, der vil præsentere et spændende projekt for lokalsamfundet.

Musik, information og en let frokost vil være en del af arrangementet.

For dem, der ønsker at deltage i frokosten, er en tilmelding ønsket senest torsdag den 4. april til kasserer i Pindstrup Hallen, Leif Petersen, på mail.

Samtidig med borgermødet vil der være mulighed for, at børnene kan lege i idrætshallen, så alle voksne kan deltage og bidrage til en meget afgørende snak om Pindstrups fælles fremtid, og hvad det har af konsekvenser.

Vking Pindstrup, der fylder 102 år til juni, har netop skiftet formand. Tom Bæk Petersen blev valgt på den nyligt afholdte generalforsamling. Han afløser Erik ’Mønne’ Mønster.