Fortsæt til indhold

Aarhus får stor craftbeer-festival: Fri bar og verdenskendte navne

Ølfestivalen Aarhus Together præsenterer øl-elskere for kvalitets-craftbeer fra over 30 af de mest toneangivende danske og internationale bryggerier.

Samfund
ddp

Craftbeer – specialøl i luksusklassen – er blevet populært som aldrig før, både i Danmark og internationalt.

Herhjemme ses det især på hylderne i landets supermarkeder, men der afholdes også hvert år velbesøgte ølfestivaler rundt omkring i landet.

Og nu lanceres en stor af slagsen i Aarhus. Aarhus Together er navnet, og den nye festival løber af stablen første weekend i november i Den Rå hal på Godsbanen, fremgår det af en pressemeddelelse.

Bag Aarhus Together står det unge Hørning-baserede mikrobryggeri Stepping Stone Brewing Company, som siden sin start i 2022 har fået flere Michelin-restauranter på kundelisten. I januar opnåede bryggeriet også kåring som Årets Nye Navn i 2023 samt yderligere to nomineringer i andre kategorier.

Den store anerkendelse har givet Stepping Stone Brewing Company blod på tanden, og til den nye festival har de formået at tiltrække store stjernebryggerier fra såvel Europa som USA. Flere kommer til Danmark for første gang.

»Aarhus Together er mere end bare en festival - det er et symbol på fællesskab og samarbejde. For vi vil skabe en festival for og med Aarhus, og så vil vi gerne markere en ny æra for ølfestivaler i Danmark. Det gør vi med et ambitiøst udvalg af kvalitetsøl på et niveau, der før kun er set i København og i udlandet, men som vi nu for første gang kommer til at matche i Jylland,« siger Daniel True, som er medstifter og kundechef.

I alt vil festivalen byde på et udvalg af mere end 200 specialøl fra over 30 bryggerier, herunder navne som Monkish, Overtone, Cloudwater, Vault City og Sudden Death. Desuden deltager nøje udvalgte danske bryggerier med en stærk lokal forankring.

Fire timers fri bar

Aarhus Together er planlagt som en såkaldt Open Glas-festival, så man som gæst – og bryggeri – helt og fuldt kan tage festival-oplevelsen til sig uden undervejs at skulle holde styr på poletter eller anden betaling.

»Det betyder, at når først billetten er betalt – med en billetpris, der starter på 375 kr. – vil der være fri servering hos samtlige af festivalens deltagende bryggerier. Herudover vil gæster mod betaling kunne få serveret lækkerier fra aarhusianske restauranter og specialbutikker,« fortæller Daniel True.

Programmet for festival-dagene er opdelt i tre sessioner af hver fire timers varighed. Med et fast antal gæster pr. session skal det begrænse trængslen i Den Rå Hals.

Billetsalget åbner den 23. marts.