Fortsæt til indhold

Traditionsrigt korps savner nye kræfter: »Vægtergangen er en stor del af byens identitet«

Det nuværende vægterkorps har huseret i Ebeltofts snoede gader siden 1953, men alderen er begyndt at tynge flere af medlemmerne.

Samfund

»Hov vægter! Klokken er slagen ni!«

De klassiske vægterviser har genlydt i Ebeltofts gader og stræder i mere end 70 år.

Sidste sommer fratrådte oldermand Hans Røigaard sin post efter at have bestredet den siden 1966.

Han var på daværende tidspunkt 91 år.

Det er et godt billede på Ebeltoft Vægterlaug anno 2024.

Medlemmerne er dedikerede og har et stærkt sammenhold, men de bliver ikke yngre.

Derfor er man begyndt at mangle nye kræfter. Særligt op mod sommeren, hvor vægterne er på gaden hver eneste aften.

Det er dog ikke lige nemt at finde nye kandidater til at træde ind i det traditionsrige korps – specielt ikke unge.

Det perfekte sommerjob

Vægterne går rundt i byens snoede gader fra kl. 19-21 fra midt i juni til midt i august. På billedet ses fra venstre Niels Jørgen Nielsen og Thomas Rosell. Privatfoto.

Det er en smule ironisk, at vægterkorpset i dag udgøres hovedsageligt at modne mennesker. Vægterhvervet startede nemlig med at være et job for unge, raske mænd.

»Jobbet var egentlig skruet sammen som en sommerferie job i sin tid. I mange år var vi flere yngre vægtere, og der kom nye unge kræfter til hvert år. Det er ligesom ebbet lidt ud de seneste år, hvor det nu er en blanding af ældre vægtere, der har stået sammen om det i Ebeltoft. Nu er mange blevet for gamle og slidte. Så vi ønsker jo egentlig, at der kommer yngre mennesker til,« fortæller Thomas Rosell, der er såkaldt præsidiemedlem og skriver i Ebeltoft Vægterlaug.

Flere af laugets tunge drenge var studerende, da de startede i 50’erne og 60’erne. Thomas Rosell startede lidt senere.

»Jeg har været med siden 1983, der gik jeg vægter først gang som 26-årig. Det var en kanon sommer, og så har jeg hængt ved lige siden.«

Selvom tiderne er skiftet, så håber han, at flere unge får øjnene op for vægterlauget.«

»Da jeg startede gik jeg ni uger i træk hele sommeren. Det var hårdt. Det er der ingen, der vil i dag. Man vil jo gerne holde ferie, men hvis vi kunne få nogle stykker til at gå på skift, så vi kan lære dem op, så ville det være glimrende.«

Jobbet som vægter giver 400 kr. for to timers arbejde fra kl. 19-21. Samtidig er der mulighed for at få tilskud til overnatning, hvis man kommer langvejs fra og går flere dage i træk.

»Samtidig så oplever man byen fra sin allerhyggeligste side. Den oplevelse er jo ikke hvem som helst beskåret, og man kommer ofte til at lære Gud og hver mand at kende i byen.«

Fra nær og fjern

Selvom Ebeltoft Vægterlaug gerne ser, at flere unge får øjnene op for jobbet, så understreger formanden for handelstandsforeningen i Ebeltoft, Hanne Sloth, at man hilser nye kræfter velkommen – uanset alder.

Hans Røigaard overdrog i sommer posten som oldermand til Torben Svendsen efter 57 år. Privatfoto.

»Unge vægtere er jo et vidt begreb. Hvis de er 50 år, så er de jo unge i forhold til mange af dem der er her. Bare de er raske og rørige. Vi søger folk, der har tid til det og som har lyst til det.«

Hun bakkes op af Ebeltoft Vægterlaugs olderman, Torben Ringgaard Svendsen.

»Man behøver ikke være ung. Det kan også være, at man har sluppet arbejdslivet og har lyst til at gå ind i foreningslivet.«

»Det er jo to måneder, vi skal have dækket vagtplanen ind, så bare der kommer nogen, for det kniber. Ellers må de gamle hænge i,« siger Hanne Sloth med et grin.

Selvom arbejdet foregår i Ebeltoft, så behøver man ikke nødvendigvis at være fra eller bo i byen. F.eks. bor laugets oldermand, Torben Svendsen til daglig i Viborg.

Det vigtigste er, at man har interessen.

»Det er vigtigt at lære, hvordan man gebærder sig i uniformen. Hvis der er nogen, der er interesserede, så skal de bare henvende sig, så snakker vi med dem. Ved de, hvad det handler om, kan de synge og iøvrigt føre sig som en vægter? Ellers er det faktisk et job for hvem som helst, der kan synge og fylde en uniform ud,« siger Thomas Rosell.

En del af historien

Der er for tiden 10-15 aktive vægtere og omkring 60 medlemmer af Ebeltoft Vægterlaug.

Drømmescenariet er, at 5-10 nye vægtere bliver indlemmet i korpset op til sommerferien.

»Vægtergangen er en vigtig del af Ebeltofts identitet, synes vi. Derfor håber vi selvfølgelig, at vi kan lokke nye kræfter til,« siger Torben Svendsen.

Han fremhæver samtidig, at man ikke skal lade sig skræmme af, at jobbet kræver, at man skal synge.

»Man skal ikke være professionel sanger, men man selvfølgelig kunne lide at synge og at møde nye mennesker – høj som lav.«

Han giver samtidig tre gode grunde til, at man skal blive vægter.

»For det første er det det hyggeligste sommerferiejob, jeg nogensinde har haft. For det andet er det det perfekte job, hvis man er glad og udadvendt og godt kan lide at møde nye mennesker. For det tredje kan jeg ikke forestille mig noget hyggeligere sted at gå rundt. Folk tager så vel imod os. Det er min grund til at gå vægter.«