Fortsæt til indhold

Ebeltoft IF investerer i børnene: »I første omgang handler det om glæden ved at spille fodbold«

Byens hold er nu officielt DBU-børneklub. Som led i det initiativ, håber den nye træner, at klubben kan få flere piger interesseret i fodbolden.

Samfund

Fodboldbestyrelsen i Ebeltoft IF har sat sig nye mål.

I fremtiden vil klubben nemlig arbejde endnu mere målrettet med klubbens børnefodboldtilbud for på den måde at sikre et rigtig godt børnemiljø til klubbens fodboldbørn.

Mandag 8. april blev klubben officielt godtkendt som DBU Børneklub med banner og certifikat. Det blev markeret med et åbent hus arrangement i klubhuset.

»Vi havde et super arrangement. Der kom 70-75 børn og forældre, og der blev spurgt en masse ind til det nye initiativ med børn fra 3-6 år. Der blev hygget med at spille bold, og vi havde en bod med frugt og sodavand. Det var en rigtig hyggelig eftermiddag, og vi var glædeligt overraskede over den store interesse,« fortæller klubbens formand, Jeppe Hansen.

Det har dog ikke været en helt simpel proces.

Fokus på pigerne

For at kunne kalde sig DBU Børneklub kræver det, at den pågældende klub opfylder en række forudsætninger. Det betyder bl.a. at man skal forpligte sig til at prioritere børnefodbolden både økonomisk og organisatorisk.

Ebeltoft IF har siden sidste år arbejdet på at blive DBU Børneklub. En af de store udfordringer var at finde en såkaldt børneudviklingstræner.

»Det lykkedes os at finde frem til en gammel kending i Viggo Tømmerås. Det var sådan set en af de vigtigste ting: at finde en der opfyldte betingelserne. Der var en hel del ting, vi skulle leve op til,« fortæller Jeppe Hansen.

For den nye børneudviklingstræner er der ingen tvivl om, hvad hovedfokus er. Det er børnene.

»Vi skal selvfølgelig have implementeret DBU’s børnepolitik i gruppen og få sat i gang i årgangene 3-6 år. Og så vi også meget gerne have sat i gang i at få flere piger til at spille fodbold,« fortæller Viggo Tømmerås.

Ebeltoft IF holder derfor et arrangement i DBU regi under navnet Pigeraketten.

30. april er alle piger op til 9 år der for inviteret til at dukke op og få 1,5-2 timers instruktion og træning både fra klubbens personale og trænere fra DBU.

»Min rolle er jo at tage kontakt til trænerne som allerede er i klubben, og så skal vi sammen med trænerne finde ud af, hvordan vi bedst får sat gang i det her. Vi skal væk fra at være resultatorienterede. Fokus skal være på at børnene nyder at spille. Det skal være sjovt.«

Hvad ser du mest frem til?

»At se børn spille fodbold og have det sjovt. Det er det vigtigste.«

Starter med det samme

Ebeltoft IF har været udfordret af de store mængder regn, der er faldet i år.

Derfor har klubben ikke kunne bruge sine baner indtil nu. 11. april var der dog godt nyt fra klubbens side: banerne er klar til brug.

»Vi er kommet lidt sent i gang med sæsonen, og vi starter fra scratch med de her børnehold. Hvis vi har en fem-seks spillere på en årgang, så kan vi lave et hold,« fortæller Jeppe Hansen.

Børneklubben dækker årgangene 3-13 år. årgangene 3-6 år, har klubben ikke haft inde før.

Desværre ikke kunne spille på banerne pga regn, men de er klar fra i dag, så vi kommer lidt sent i gang.

»Forældrene en stor del af det af initiativet. De skal have glæden af at komme på banen med børnene, men skal også hjælpe i det omfang de kan. Det handler om at være sammen om fodbolden først og fremmest og så kunne udvikle sig til at blive en god fodboldspiller jo ældre man bliver. Sammenhold og kammeratskab – simpelthen.«

Hvad betyder det for jer som klub?

»I første omgang handler det om glæden ved at spille fodbold,« fortæller formanden og uddyber.

»Det betyder forhåbentig, at vi vil have et bedre flow af spillere. Mange er med fra de er 6-7 år og så indtil gymnasiet eller længere. Så et bedre flow af spillere og så forhåbentlig også flere engagerede forældre. Vi forventer, at det her er noget, der vil medvirke til at gøre fodbolden i klubben endnu bedre.«