Fortsæt til indhold

Endnu en kommune politianmelder Nordic Waste

Nordic Waste har, ifølge Favrskov Kommune, overskredet kommunegrænsen og overtrådt miljøbeskyttelsesloven.

Samfund

»Visse ting indikerer, at Nordic Waste har overskredet deres miljøgodkendelse, og hvis vi konstaterer det, vil vi formentlig politianmelde virksomheden.«

Det sagde Sidsel Homann, der er direktør for Teknik og Miljø i Favrskov Kommune, for to uger siden til Lokalavisen Favrskov.

Udtalelsen kom, efter det var kommet frem, at en del af den skandaleombruste virksomheds arealer ligger i Favrskov Kommune, og at der formentlig er kørt forurenet jord ind over kommunegrænsen til Favrskov, hvilket Nordic Waste ikke har haft tilladelse til.

Det har vist sig, at en del af Nordic Wastes arealer ligger i Favrskov Kommune, som er området til venstre for den stiplede linje. Illustration: Randers Kommune.

Det var Randers Kommune, der gjorde Favrskov Kommune opmærksom på, at Nordic Wastes aktiviteter havde overskredet kommunegrænsen.

Favrskov Kommune har efterfølgende besigtiget området og konstateret, at kommunegrænsen er overskredet, og at Nordic Waste dermed har overtrådt miljøbeskyttelsesloven. Det skriver kommunen på sin hjemmeside, og som følge heraf har man nu politianmeldt Nordic Waste.

Kommunen oplyser videre, at man af hensyn til politiets efterforskning ikke har mulighed for at uddybe sagen.