I 50 år har brandfolk i Galten slukket ildebrande
Brandstationen i Galten fylder rundt - og det skal fejres på Marktoften 8 i Galten 27. april.
Det gælder om at være hurtig, når alarmen lyder. Den første brandmand på stationen får nemlig lov at sætte sig bag rattet, når de to brandbiler på brandstationen i Galten skal rykke ud.
»Det er jo nok lidt en drengedrøm at få lov at køre brandbilen,« lyder det med et smil fra Claus Hansen, der er deltidsbrandmand på brandstationen i Galten.
1. maj er det 50 år siden, Galten fik en brandstation.
Stationen på Marktoften 1 i Galten er i dag en del af Østjyllands Brandvæsen, og for 25 år siden blev brandstationen en del af Falck.
De er 23 deltidsbrandmænd tilknyttet den lokale brandstation, og de har typisk vagter af en uges varighed. Hvis man ikke bor tæt nok på brandstationen kan man blive tilknyttet et dagshold, så man er på vagt fra 7-17.
Ved siden af brandvagterne passer man sit respektive arbejde, og så skal man ellers være klar til at rykke ud, når bipperen larmer. Så gælder det.
»Vi melder tilbage med det samme, om vi kan nå frem - og så har vi ellers fem minutter til at komme i tøjet, få støvlerne på og sætte os ind i brandbilerne. Vi er fire i den ene brandbil og to i den anden,« fortæller Claus Hansen, der snart har været brandmand i Galten i 25 år.
Han er vild med det.
»Men jeg må da indrømme, at adrenalinet ikke pumper lige så hurtigt, som det gjorde engang,« siger Claus Hansen, der nu er på dagsholdet, fordi han er flyttet uden for byskiltet.
Stationen brænder
Med sine 25 år som deltidsbrandmand har Claus Hansen efterhånden været med til mange brande igennem tiden.
Nogen husker han bedre end andre. Og det er også nogle af oplevelserne igennem tiden, han og brandkollegerne skal fortælle om til Station Galtens åbent hus 27. april fra klokken 10 til 14.
»En af de historier, vi kommer til at fortælle til åbent hus er om dengang, vores station her i Galten brændte. Det var i 2001, og det er lidt en skæg historie. Jeg var selv på vagt den aften, og jeg kan huske, at da vi fik adressen, tænkte jeg, at det var lige ved siden af brandstationen. Det var jo så brandstationen, der brændte. Så var det ambulancen, der var gået ild i,« fortæller Claus Hansen og fortsætter.
»Der er en del ilt i sådan en ambulance, så ilden havde fået al den ilt, den havde brug for - der var simpelthen ild i hele ambulancen. Så spredte det sig til brandbilen ved siden af ambulancen, og så gik det ellers hele vejen ned ad. Dengang havde vi seks brandbiler, og de brændte alle sammen. Der stod kun stålspærrene tilbage. Vi havde jo ikke noget at slukke ilden med, så vi stod ellers 20 brandmænd og kiggede på, at det brændte.«
Det er dog ikke tilfældet, når brandfolkene ellers bliver kaldt ud. Han husker flere større brande i området, hvor han har været med til at forsøge at begrænse skaderne.
»Det er spændende at være med til de store brande. Dem har vi haft nogle stykker af. Jeg kan huske engang, vi hjalp Ry Brandvæsen med en stor brand i Låsby, hvor bygningen virkelig stod i flammer - der slukkede vi ilden inde fra bygningen. Der var ingen liv på fare - alle mennesker var kommet ud,« fortæller Claus Hansen og fortæller videre om en anden større brand, han har været med til at slukke.
Denne gang i nyere tid.
I efteråret 2021 brød Højbjerg Maskinfabrik på Frichsvej i Galten pludselig i brand.
»Jeg sad bag i brandbilen som røgdykker sammen med en mere, og jeg kan tydeligt huske, at vi sagde til hinanden, at den her har vi styr på lige om lidt. Men det havde vi slet ikke. Man kan virkelig blive overrasket. Der var bare ild i et lille ventilationsanlæg, da vi nåede frem, men vi kunne ikke nå at gøre nok i forhold til, hvor hurtigt ilden spredte sig,« fortæller Claus Hansen, der ikke lægger skjul på at nogle brande sætter sig bedre fast i hukommelsen end andre.
Han fortæller også, at man som brandmand forsøger at redde værdifulde genstande som eksempelvis billeder ud af brændende huse. De ting, der betyder noget for dem, der bor i et hus, der pludselig brænder.
Brandvæsenet hjælper også til ved eksempelvis uheld.
Viser brandbilerne frem
Arrangementet med åbent hus finder sted 27. april fra klokken 10 til 14.
Her vil der være mulighed for at se forskellige køretøjer. Beredskabsstyrelsen, Østjyllands Brandvæsen, hjemmeværnet og Falck kommer til at vise køretøjer frem. Det er blandt andet noget af det sidste nye hos Østjyllands Brandvæsen. Østjyllands Brandvæsen Juniorbrandkorps deltager også, og vil i den forbindelse sprøjte med lidt vand, så der er noget for de deltagende børn.
Frivillige laver også mad med en stor gullaschkanon.