Byrødder stemte ja til Østerskov Solenergipark: Nu får Skanderborg sin første solcellepark
Østerskov Solenergipark ved Låsby vil bidrage med omkring 11 procent til målsætningen om at kommunen skal være selvforsynende med grøn el inden 2030.
Byrådet besluttede på sit møde onsdag aften at nikke ja til etableringen af kommunens første solcellepark. Går alt efter planen vil Østerskov Solenergipark fra 2027 producere op mod 65.000 Megawatt-timer grøn strøm svarende til det årlige strømforbrug hos 14.800 husstande.
Beslutningen er første skridt på vejen mod indfrielsen af Skanderborg Kommunes ambitiøse miljømålsætning om senest i år 2030 at være selvforsynende med grøn el – en af landets mest ambitiøse klimamålsætninger, som Byrådet vedtog i 2022.
Ud over at bidrage med cirka 11 procent til målsætningen om at gøre kommunen selvforsynende med grøn el inden 2030, vil solcelleanlægget også give en reduktion i CO2-udledningen på næsten 10.000 tons om året. Det oplyser Skanderborg Kommune i en pressemeddelelse.
Ifølge planen skal Østerskov Solenergipark placeres 800 meter øst for Låsby og godt 1,5 kilometer fra vest for Galten i et område, der i dag er landbrugsjord. Arealet er på knap 60 hektar svarende til 83 fodboldbaner.
Formand for Klima-, Miljø- og Planudvalget, Claus Leick (SF), glæder sig over, at Skanderborg Kommune nu får sin første solcellepark, og at flere andre anlæg med vedvarende energi er på vej.
I de kommende år skal vi finde plads til en del flere VE-anlæg for at nå vores mål om at blive selvforsynende med grøn el i 2030Claus Leick (SF), formand, Klima-, Miljø- og Planudvalget
»Det har været en rigtig god proces, hvor der er taget mest muligt hensyn til naboer og natur. I de kommende år skal vi finde plads til en del flere VE-anlæg (vedvarende energianlæg, red.) for at nå vores mål om at blive selvforsynende med grøn el i 2030. Hensynet til naboer og natur bliver også prioriteret højt i de kommende processer for VE-anlæg,« lover Claus Leick.
Tilpasset lokale ønsker
Inden den endelige vedtagelse af solcelleparken ved Låsby er gået et grundigt forarbejde og projektet er blevet tilpasset undervejs. Blandt andet er byggefeltet til solceller reduceret i størrelse i forhold til det oprindelige projekt for at skabe større afstand til naboer og bevaringsværdigt landskab.
Solcelleparken kræver blandt andet et kommuneplantillæg, en lokalplan og en miljørapport, og det hele har været i offentlig høring i efteråret 2023, hvor der også blev holdt et borgermøde for at informere lokale borgere om projektet. I høringsperioden blev der indsendt 14 høringssvar fra borgere i lokalområdet og Danmarks Naturfredningsforening.
Politikerne har også imødekommet et ønske fra Danmarks Naturfredningsforening om at benytte slåning eller græssende får som vedligeholdelse mellem solcellerneKaren Margrethe Høj Madsen, chef for Plan, Teknik og Miljø
»Vi har fået mange gode input i høringsprocessen, og projektet er blevet tilpasset i den forbindelse. For eksempel bliver der anlagt vigelommer langs Østerskovvej, så to lastbiler kan passere hinanden på den offentlige vej uden at skulle ud i rabatten. Politikerne har også imødekommet et ønske fra Danmarks Naturfredningsforening om at benytte slåning eller græssende får som vedligeholdelse mellem solcellerne,« forklarer Karen Margrethe Høj Madsen, chef for Plan, Teknik og Miljø i Skanderborg Kommune.
Hun tilføjer, at der er fastsat klare rammer for anlæggets visuelle udtryk samt den omkransende beplantning, der skal afskærme solcellerne. Anlægget skal udføres i afdæmpede farver og må ikke være reflekterende.
Udvikleren af projektet er Obton, der har speciale i projektudvikling, finansiering og drift af store solcelleparker. Obton har hovedkvarter i Aarhus og driver solcelleparker over hele Europa. Det nye solcelleanlæg forventes at kunne kobles på el-nettet i 2027, og Obtons plan er at påbegynde anlægsarbejdet til den nye solcellepark i Låsby et års tid inden, altså i 2026.