Millionstøtte fra fond skal styrke børn og unges trivsel
Gl. Skanderborg Fonden donerer 1,1 millioner til et 3-årigt projekt, som skal styrke adgangen til bevægelse, udeliv og fællesskab for børn og unge i Skanderborg Kommune. Første skridt er ansættelsen af en foreningsudvikler og udvikling af lokale foreninger.
DGI Østjylland, Skanderborg Kommune og Fælles om Højvangen går nu sammen i et utraditionelt samarbejde. Målet er at styrke den mentale, sociale og fysiske trivsel hos særligt børn og unge.
Partnerne i projektet vil række ud til foreninger og professionelle og sammen med dem afprøve forskellige metoder til at få endnu flere med i fællesskaberne. Det kan være alt fra at oprettet et nyt hold i fodboldklubben for de børn, som ikke ønsker at deltage i kampe, ekstra trænere på udvalgte hold over særlige fitness tilbud til unge eller gåhold for voksne. Mulighederne er mange, det er netværket og de lokale ildsjæle, som skal forme aktiviteterne.
Gl. Skanderborg Fonden bakker op og har netop doneret 1,1 millioner kroner til projektet. Fondschef Camilla Stenhaug Pedersen siger:
»Det er i civilsamfundet, vi lever størstedelen af vores liv. Derfor er foreningerne et oplagt værn mod mistrivsel og en uundværlig arena for fællesskab. Mange foreninger i Skanderborg Kommune tager i forvejen et socialt ansvar. Jeg glæder mig til at få data på, hvad og hvorfor deres indsats virker og hvordan vi på tværs af sektorer kan bidrage til, at flest mulige borgere har adgang til et støttende og meningsfuldt fællesskab for dem,« siger Camilla Stenhaug Pedersen i en pressemeddelelse.
Ny foreningsudvikler
Til det 3-årige projekt skal der ansættes en foreningsudvikler og laves partnerskaber med 4-8 foreninger i Skanderborg, Låsby, Hørning og Galten. Foreninger, som ønsker at gøre en ekstra indsats for at få flere med i deres fællesskab.
Foreningerne vil kunne få økonomisk støtte og hjælp til de ting, som de ønsker at arbejde med. På den måde sikres lokalt ejerskab.
»Vi vil styrke børn og unges trivsel, dannelse og følelse af at høre til, og det gør vi via udviklingen af nye aktiviteter, foreningslivet og etablering af nye bevægelsesfællesskaber, der øger inklusion af nye målgrupper. Det tror vi netop på, at vi lykkes med i dette brede samarbejde,« siger direktør i DGI Østjylland Bjørn Ruben Pedersen.
Han forklarer, at projektets erfaringer og resultater løbende vil blive stillet til rådighed for andre interesserede foreninger, skoler, samarbejdspartnere, så flere kan blive en del af Danmarks smukkeste fællesskaber.
Der er ikke en færdig køreplan for, hvordan det skal ske, men grundtanken i projektet er at arbejde med at bringe de ressourcer, der er i lokalsamfundene sammen og arbejde med de aktiviteter og den målgruppe, hvor behovet og foreningernes engagement er størst.
Særligt fokus på sociale boligindsatser
Projektet er baseret på erfaringer fra foreningsudviklere i Aarhus Kommune og sociale partnerskaber fra Roskilde Kommune.
Derudover er det baseret på Fælles om Højvangens erfaringer med at skabe aktiviteter og fællesskaber med udgangspunkt i fysisk tilstedeværelse i et boligområde. Projektet vil særligt have fokus på boligområder i Skanderborg Kommune, hvor der er en høj koncentration af almene boliger. Dette gælder for alle fire centerbyer; Skanderborg, Hørning, Ry og Galten.
»I Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget er vi optaget af at se nye muligheder og hjælpe mennesker ind i fællesskaber – også dem, som kan have svært ved selv at opsøge mulighederne. Derfor glæder vi os over dette projekt og med støtten fra Gl. Skanderborg Fonden får vi mulighed for en ekstraordinær indsats for Danmarks smukkeste fællesskaber,« siger Tage Nielsen, formand for Kultur-, Fritid- og Idrætsudvalget.
Stillingen som foreningsudvikler er slået op med ansøgningsfrist d. 2. juni kl. 24.00. Foreningsudvikleren forventes ansat pr. 1. september 2024.