Nu kører mor og datter igen afsted iført hjelm og skudsikker vest
Det er 11. gang siden 2022, at den velgørende organisation Together For You kører til Ukraine.
»Det er virkelig stort og kommer til at gøre en enorm forskel.«
Sådan udtaler Lone Larsen fra den velgørende organisation Together For You sig om den store sending arbejdstøj, de lige har modtaget fra det privatejede redningskorps REKO A/S i Kolind.
Hun fortæller, at donationen ikke kunne komme på et bedre tidspunkt. Det skal nemlig bruges til et helt bestemt formål: genopbygning.
Det skriver Adresseavisen Syddjurs.
Afsted for 11. gang
Together For You blev stiftet i november 2022 af familien Larsen/Rasmussen. Organisationen består af mor Lone Larsen, far Peter Rasmussen og datteren Johanne Larsen.
Familien er oprindeligt fra Højbjerg i Aarhus, men flyttede til Rønde for godt et år siden.
Siden krigen brød ud, har de sendt flere biler og fem lastbiler af sted med nødhjælp. Ofte tager familien selv afsted, og allerede tirsdag 30. april tager mor og datter – Lone og Johanne – afsted for 11. gang.
Derfor kunne donationen fra REKO heller ikke komme på et bedre tidspunkt.
»Vi er tre biler, der skal afsted. Størstedelen af det, vi skal have med er sygehusudstyr og så det arbejdstøj fra REKO. Det skal leveres til nogle samarbejdspartnere, som er i gang med at genopbygge huse og skoler oppe ved Tjernihiv (by i det nordlige Ukraine red.).
Hjelm og vest
Nødhjælpsturen tager dem også forbi byerne Sumy og Kharkiv, hvor de skal aflevere hospitalsudstyr. Begge disse byer ligger nær den Russiske grænse.
Lone Larsen indrømmer da også, at de hver tur har en vis mængde nervøsitet med i bagagen.
»Jo, vi tænker da meget over det. Vi bliver da også nervøse, når der er luftalarmen, men vi har selvfølgelig hjelme og skudsikker vest på. Men vi tænker nok ikke så meget over det, som vi gjorde i starten, for de har jo bare brug for vores hjælp. Så vi tænker ikke så meget over risiciene længere. Vi gør det bare.«
Lone og Johanne Larsen kører sammen med lokale samarbejdspartnere, der kender landet og området.
De har begge en hverdag, der gør det muligt for dem at tage afsted til Ukraines forskellige brandpunkter med. Lone Larsen er hjemmegående og Johanne Larsen har et arbejde, hvor hun har halvanden uge fri hver fjerde uge.
Det giver dem fleksibilitet i hverdagen. Alligevel går rigtig meget - for ikke at sige al - fritiden med nødhjælpsarbejdet.
»Vi bruger virkelig meget tid på det. Det fylder meget i vores liv, og det har det gjort siden krigens start.«