Fortsæt til indhold

Mystik om nyt vejskilt: »Har Hammelev fået nyt navn?«

Det skabte stor virak på nettet, da et nyt vejskilt blev sat op. Få timer senere var det væk igen.

Samfund

Rettelse: Det fremgik tidligere, at vejskiltet ikke var blevet stjålet. Grenaabladet er dog siden blevet informeret af Norddjurs Kommune om, at det alligevel var tilfældet. Rettelserne er tilføjet i artiklen.

»Har Hammelev fået nyt navn?«

Sådan startede et opslag på Facebook 20. april i gruppen 8500 Grenå.

Spørgsmålet var efterfulgt af en grine-emoji, for det var ironisk ment – til dels.

En bruger havde opdaget et nyt vejskilt i et vejkryds ved Åstrup. Det var dog ikke kun skiltet, der var nyt. Det var navnet på landsbyen, det henviste til også.

Hammelev var nemlig blevet til Hammerlev.

Stjålet eller fjernet?

Opslaget fik stor bevågenhed.

I skrivende stund har det 293 likes og 50 kommentarer.

Det skyldes måske, at spørgsmålene ikke blev færre som dagen skred frem – tværtimod.

Få timer senere var vejskiltet væk igen. Spørgsmålet var derfor om det var blevet fjernet af myndighederne eller stjålet af en tilfældig borger. Foto: Mark Sigetty.

Få timer efter det første billede blev lagt op, blev endnu et billede delt i kommentarfeltet. Det var et billede af samme vejkryds, men denne gang var det nye Hammerlev-skilt væk.

Spørgsmålene lød derfor på om årsagen var, at kommunen havde reageret hurtigt på stavefejlen eller om en ukendt borger havde set sit snit til at tage det unikke Hammerlev-skilt med hjem.

Snart Hammelev igen

For at finde ud af, hvad der var op og ned i sagen tog Grenaabladet fat i Vej- og ejendomschef i Norddjurs Kommune,

Kim T. Jensen.

Han fortalte, at kommunen hurtigt var blevet opmærksom på skiltet.

»Det hænder i ny og næ, at der sker en fejl. Skiltet er taget ned igen.«

Han slog samtidig fast, at der ikke var tale om tyveri. Dagen efter kunne han dog fortælle, at det alligevel havde vist sig at være tilfældet.

Hammerlev-skiltet var blevet stjålet.

»Det er simpelthen blevet fjernet af en ukendt person, så nu er der en lykkelig ejermand af et skilt til en by, der ikke eksisterer,« konkluderer Kim T. Jensen ironisk.

Han fortæller samtidig, at kommunen ikke har meldt det til politiet.

»Det spilder vi ikke mere tid på, så dyrt er sådan et skilt heller ikke. Det sjove går vel af det på et tidspunkt, og så kan det være, at personen afleverer det tilbage igen.«

Han fortæller, at man allerede er i gang med at lave et nyt skilt.

»Når det er klar, så hedder byen igen Hammelev.«

Det er ikke første gang kommunen har oplevet slå- eller stavefejl på et skilt, men det hører til sjældenhederne, forklarer vej- og ejendomschefen.

»Det hænder i ny og næ, men vi gør faktisk normalt det, at vi tager et billede af bynavnet, som vi sender med i bestillingen. Det kan være at kragetæerne har været lidt utydelige denne gang, og så er man endt med at få et bogstav for meget på.«

Kommunen forventer, at der går ca. en lille uges tid, før det nye skilt er klar.