Bestyrelse vil opløse Antenneforeningen Aarhus: Frygter medlemmers indflydelse
Bestyrelsen i Antenneforeningen Aarhus vil sætte tusindvis af medlemmer uden for indflydelse og omdanne foreningen til en erhvervsdrivende fond.
Den har eksisteret i 46 år, men om lidt kan Antenneforeningen Aarhus (AFAA) være fortid. I hvert fald, hvis det står til bestyrelsen.
1. maj kl. 18 har den nemlig indkaldt til ekstraordinær generalforsamling med ét punkt på dagsordenen: At opløse foreningen og overføre alle aktiviteter til en erhvervsdrivende fond.
Får bestyrelsen magt, som de har agt, sættes foreningens tusinder af medlemmer uden for indflydelse, og det er netop formålet, fortæller bestyrelsesformand Erik Bløcher.
»Det er simpelthen for at give en bedre og mere sikker drift. Med en forening kan du pludselig stå i en situation, hvor der sker noget på en generalforsamling, som giver problemer for driften.«
Foreningen var genstand for en del ballade i 2022. Det hele startede med en krig og to voldgiftssager mod Stofa, der endte med, at AFAA for 88 mio. kr. kunne købe Stofa ud af det fællesejede kabel-tv-net., som ca. 89.000 aarhusianske husstande er koblet op på.
Dernæst fulgte et internt opgør i foreningen, hvor den tidligere formand ifølge ham selv blev kuppet, og snart sagt alle foreningens aktiver og ansvar blev overført til foreningens selskaber.
Beslutningen om at opløse AFAA er en udløber af den megen kritik og ballade, der var dengang.
»Det er en fortsættelse af det forløb. Det er velkendt, at vi har haft en masse ballade, så det sker for at sikre driften. Før var vi ”bare” en forening, der udliciterede driften. Nu har vi vores selskaber og nogle stabiler leverandører til det,« siger Erik Bløcher.
I mener ikke, at medlemsdemokrati kan være med til at sikre en stabil drift?
»Vi har jo vores erfaringer.«
Men indtil sagen med Stofa kørte det jo fint?
»Ja, det gjorde det. Men vi er simpelthen bange for, at der sker et skifte på et tidspunkt. Det vil vi gerne sikre os imod.«
Siden bruddet med Stofa har foreningens eget selskab, Vios, og Fastspeed leveret tv og internet til et faldende antal kunder og medlemmer.
Når pengekassen har været fyldt, er pengene så at sige blevet givet tilbage ved at tilbyde lavere priser, men den model vil Erik Bløcher og kompagni gøre op med.
»Vi siger så, at det klarer vi ved at gøre det til en almennyttig erhvervsdrivende fond. Så kan vi dele ud til Aarhus og omegn frem for bare at give noget til de medlemmer, som er der på et pågældende tidspunkt. Det er nogle af de hovedtanker, der er i det,« forklarer han uden at ville uddybe yderligere.
Formanden mener ikke, at det i praksis kommer til at betyde noget for kunderne og medlemmerne, at foreningen bliver opløst, og aktiviteterne overført til en fond.
»Vi forventer opbakning til den ekstraordinære generalforsamling. Vi har sonderet terrænet.«
Avisen talte meget kort med Erik Bløcher og er efterfølgende blevet gjort opmærksom på, at indkaldelsen til den ekstraordinære generalforsamling er sket med kortest mulige varsel og blot ved at offentliggøre mødet på foreningens hjemmeside.
Avisen ville gerne have spurgt formanden, om han mener, at medlemmerne har fået behørigt besked om bestyrelsens intentioner, og om man har sikret sig, at budskabet er nået frem.
Trods utallige opkald er det dog ikke lykkedes avisen at komme igennem til Erik Bløcher igen.
Ifølge foreningens vedtægter kan opløsningen dog ikke ske på den ene forsamling. Her står der, at opløsning skal vedtages på to generalforsamlinger med 2/3’s majoritet af de afgivne stemmer. Der står desuden, at foreningens formue ved opløsning skal anvendes til et offentligt eller velgørende formål.
Den ekstraordinære generalforsamling afholdes onsdag den 1. maj kl. 18 hos Vios på Silkeborgvej 260 i Åbyhøj.