Fortsæt til indhold

De har langtfra opgivet kampen mod udvidelsen: »Intet er afgjort endnu«

Ca. 300 mennesker troppede op til borgermøde om havneudvidelsen.

Samfund

Spørger man de store partier i byrådet, så er sagen lukket. Der er lavet en aftale, og vi er videre, vil de nok sige.

Men det er en stor gruppe borgere uenige i. Det sidste ord er langtfra sagt i sagen om udvidelse af Aarhus Havn.

29. april var der borgermøde om netop dette på Dokk1 - arrangeret af hele 14 forskellige foreninger og interesseorganisationer. Det foregik i kulturhusets Store Sal, men den var ikke stor nok, skulle det vise sig, for ca. 300 borgere troppede op.

»Vi var sgu lidt overraskede. Der var sat 250 stole frem, men mange endte med at skulle stå op. Det var ret fedt og ret flot. Mange mennesker tror jo, at løbet er kørt, fordi der har været ro om sagen i lang tid, men det er slet ikke slut,« siger medarrangør Svend Erik Kristensen, formand for Beskyt Havmiljøet i Danmark (tidl. Beskyt Aarhusbugten).

Mange høringssvar på vej

Det har han ret i. Sagen er ikke afgjort, selv om et flertal i byrådet har besluttet, at havnen skal udvides med mindst 80 hektar.

For selvom Aarhus Havn er godt i gang med at forberede projektet, så mangler der stadig tilladelser fra de statslige myndigheder Trafikstyrelsen og Miljøstyrelsen.

Og borgermødet var ligeså meget et informationsmøde om den proces. I øjeblikket er det nemlig i offentlig høring hos Trafikstyrelsen, og de fremmødte blev opfordret til at gøre deres indflydelse gældende.

»Det er vigtigt, at borgerne i Aarhus skriver høringssvar og giver deres holdning til kende overfor de statslige myndigheder. Det, byrådet vedtog, er en fin hensigtserklæring, men det er suverænt Trafikstyrelsen, der bestemmer, om man kan tildele nyt søterritorium. Det mener vi ikke, at de skal, og vi har ikke i sinde at give op,« fastslår Svend Erik Kristensen.

Et af hovedtemaerne på borgermødet var også behovet for udvidelsen - eller mangel på samme, hvis man spørger modstanderne.

Svend Erik Kristensen anerkender ikke, at det er der. Han forudser en nedgang og henviser bl.a. til den seneste årsrapport fra havnen, der godt nok på overfladen fremviser et pænt økonomisk resultat, men samtidig en substantiel nedgang på alle parametre hvad angår gods.

Derfor mener han, at man skal starte med at effektivisere det nuværende areal og få bygget dryporten i Framlev.

»Derefter kan man tage bestik af situationen,« foreslår han og bakkes op af Arkitektforeningen Østjyllands Rie Øhlenschlæger, der var medarrangør af borgermødet.

»Jeg har siddet med i en masse møder med kommunen om det her, og vi har ikke kunnet få ordentlige svar på, hvordan man kan optimere den nuværende havn til at klare de vækstrater, man forudsiger - og som man i øvrigt kan sætte spørgsmålstegn ved. Men det viser sig jo, at Aarhus ligger i bunden ift. effektivitet sammenlignet med andre europæiske havne,« fremfører hun.

Det at skrive høringssvar til Trafikstyrelsen var et stort tema til borgermødet. Der arrangeres også flere "høringscaféer", hvor borgerne kan klædes på til at skrive et sådant. Foto: Henrik Olsen

Klogt at besinde sig

Hvorfor er det her relevant for en forening af arkitekter?

»Den sag er enormt vigtig. Vi skal passe på de herlighedsværdier, byen har, og det er byens unikke placering i landskabet og kontakten til bugten. Det er vigtige elementer i byens dna. Aarhus er en vidunderlig by ved bugten, og det skal vi passe på,« siger Rie Øhlenschlæger, der medlem af lokalledelsen i foreningen.

Hun understreger, at Arkitektforeningen ikke som sådan er modstander af en udvidelse, men den bør kun ske, hvis det er strengt nødvendigt, og man har udtømt alternativerne.

»Som arkitekter mener vi, at vi skal udnytte tingene bedst muligt. Er der andet at gøre, skal vi gøre det ud fra en betragtning om, hvad der er bedst for klima, miljø, økonomi og herlighed,« fastslår arkitekten, der håber, at forligspartierne i byrådet trækker i bremsen.

»Der er stadig en mulighed for, at vores politikere kan besinde sig og ændre holdning. Jeg ved godt, at det kan være svært for en politiker, men det ville være særdeles klogt at gøre i denne sag. Det er vores borgmester ikke så glad for, men det kan så være, at det giver et uheldigt udfald for ham ved det kommende valg. Men han har ikke fået tilladelserne i hus, så intet er afgjort endnu.«

Den offentlige høring hos Trafikstyrelsen løber frem til 31. maj. I mellemtiden afholder modstanderne såkaldte høringscaféer 7. og 13. maj, hvor borgere kan klædes på til at skrive høringssvar.