Fortsæt til indhold

Gavlmaleri fejret med solskin og bobler

Kunstneren Frederik Hesseldahl har skabt stort gavlmaleri på BioHusets gavl, der fortæller om husets aktiviteter og livet i Galten.

Samfund

Kunstneren Frederik Hesseldahl har skabt et fantastisk gavlmaleri på BioHusets ledige gavl. Et maleri, der fortæller om aktiviteterne i byen og om livet i Galten.

Torsdag eftermiddag blev resultatet fejret med solskin ig champagne, mens kunstneren fortalte om værket og de udfordring.

Lige siden el-forretningen blev revet ned, har BioHuset spekuleret på, hvad der kunne pynte på den nu ledige, men også lidt kedelige gavl.

»Det er jo et fantastisk sted til et gavlmaleri, det var vi enige om. Maleriet har været længe undervejs, faktisk helt tilbage til november 2021,« fortæller Tove Severinsen fra BioHuset.

Torsdag mødte en stor skare lokale op for at være med til at fejre det nye gavlmaleri og høre kunsteneren selv fortælle om værket. Foto: Mogens Kjærskov

»Tiden har vi især brugt på at diskutere, hvad der skulle være på maleriet, og hvem der skulle male det. Skulle det være abstrakt, skulle det være noget nature. Det har vi brugt en del tid på at snakke os ind på. Undervejs har vi kigget på gavlmalerier i hele Danmark. Vi har også kigget på mange forskellige kunstnere, inden vi lagde os fast på, at Frederik Hesseldahls udtryk er det helt rigtige for os,« tilføjer hun.

Næste skridt var at mødes med kunstneren og fortælle ham om BioHusets ideer.

»Gavlmaleriet skulle afspejle de aktiviteter, der foregår i BioHuset og også fortælle om livet i Galten. Så Frederik Hesseldahl kom også en tur med mig rundt i byen og så bibliotekstorvet, skulpturerne og skateparken.«

Dernæst blev der udarbejdet en skitse, og BioHuset tilføjede et par elementer. Men inden Frederik Hesseldahl kunne begynde at arbejde på gavlen, skulle der også søges om tilladelse hos kommunen.

»Den slags kræver faktisk en byggetilladelse, for man skal jo også være sikker på, at det bliver hængende og ikke falder ned igen,« forklarer Tove Severinsen.

Og endelig skulle der også findes nogle midler til at gennemfører projektet.

»Det har vi også brugt noget tid på, for det er altså svært at finde fonde, der giver støtte til gavlmalerier. De fleste har takket pænt nej, men efter 125 ansøgninger lykkedes det os at få penge fra 17. Aarhus Stiftstidendes Fond har doneret 20.000 kroner til gavlmaleriet og vores nabo, Lasse Larsen, som har bygget Torvehuset, har støttet os med 30.000 kroner. Resten har vi sparet op til over de seneste par år.«