Fortsæt til indhold

Gymnasieelever indtager valgsteder trods eksamensræs

Ungerådet træder igen i karakter, når vi inden længe skal til valgurnerne.

Samfund

Vi mangler frivillige ved valgstederne.

Sådan lyder budskabet fra mange kommuner rundt om i landet for tiden.

Det samme gælder Syddjurs Kommune.

Der er nemlig Europaparlamentsvalg 9. juni. Og selvom der næsten altid er behov for frivillige, når der afholdes valg, så gælder det måske særligt EU-valget. Her er danskernes - og de frivilliges - interesse nemlig generelt markant lavere end ved folketings- og kommunalvalg.

Derfor forsøger Syddjurs Kommune i disse dage at lokke kommunens unge til at hjælpe til.

Der er bare en forhindring: eksaminer.

Ifølge borgmester i Syddjurs Kommune, Michael Stegger, får kommunen meget mere ud af de unges deltagelse end blot ekstra stemmetællere. Arkivfoto.

De unges talerør

Ligesom ved Folketingsvalget i 2022 har Syddjurs Kommune allieret sig med DemoRådet. Det er et ungeråd i Syddjurs kommune, som har til formål at varetage de unges interesser i kommunale sammenhænge.

Derfor er det en oplagt samarbejdspartner, når det gælder politiske begivenheder.

»Som udgangspunkt er vi de unges talerør i kommunen. Vi fik at vide på et af vores møder, at der manglede bemanding på valgstederne. En konsulent fra kommunen deltog i mødet og spurgte, om det var noget vi kunne tænke os at hjælpe med. Det ville os over 18 år umiddelbart gerne,« fortæller forpersonen for DemoRådet i Syddjurs Kommune, Gry Nykjær Kristensen, der går i 3.g på Syddjurs Gymnasium.

Flere af de unge har prøvet at være valgtilforordnede før. Det er dog endnu usikkert, hvor mange der kan deltage i denne omgang.

»Det afhænger af vores eksamensplan, men hvis ikke vi har eksamen tidligt dagen efter, så er vi skrevet på listen.«

Mere end arbejdskraft

Gymnasieeleverne får deres eksamensplan onsdag i næste uge. Derfor ved Gry Nykjær Kristensen af gode grunde ikke, hvor mange valgtilforordnede de kan bidrage med.

DemoRådet har dog en plan b i baglommen, hvis flere af dem bliver forhindret på grund af eksaminer.

»Hvis vi får vores eksamensplan og der mangler unge, så forestiller jeg mig, at vi laver et opslag på vores instagramkonto. Vi vil selvfølgelig gøre alt for, at der bliver bemandet alle otte valgsteder. Når vi får at vide, at der mangler folk, vil vi jo gøre vores ypperste for at hjælpe til.«

Udover at give en tiltrængt hjælpende hånd, når der skal tælles stemmer, så har det også mange andre gode effekter, at de unge er til stede på valgstederne.

Det mener borgmester i Syddjurs Kommune, Michael Stegger.

Ifølge borgmester i Syddjurs Kommune, Michael Stegger, får kommunen meget mere ud af de unges deltagelse end blot ekstra stemmetællere. Arkivfoto.

»Vi forsøger at få besat alle otte valgsteder med unge, så de kan få et indblik i en demokratisk dag. Det har vi erfaring med, at de får noget positivt ud af. Samtidig prøver vi også som kommune at øge opmærksomheden på, at der er et valg om lidt, hvor alle over 18 år kan stemme.«

Påvirker alle

Der er ifølge borgmesteren flere grunde til, at det er vigtigt, at de unge engagerer sig i politik.

»Det er jo fordi, vi kan se at mange af dem, der ikke stemmer er blandt de yngre vælgere. Det er jo ligeså vigtigt for dem, at deres stemme er repræsenteret, når der er valg. Der har vi et ansvar lokalt til at få dem til at forstå, hvad det går ud på og få dem til stemmeurnerne.«

Han fortæller samtidig, at de kan se en tendens, hvor de unge generelt er gode til at sætte deres kryds, når de er førstegangsvælgere som 18-19-årige. Derefter er det som om, at interessen forsvinder for mange vælgere.

»Det er noget, vi er meget opmærksomme på her i kommunen. Vi forsøger derfor også at have en god dialog med DemoRådet om, hvordan vi kan aktivere så mange unge som muligt.«