Frivillighed, teater og gode snakke: Højvangen fejrer naboskabet og melder klar til traditionsrig sommerfest
Lørdag 1. juni er der for 13. gang sommerfest på N.F.S. Grundtvigs Vej i Højvangen.
Wrestling, børneteater og godt humør.
Det er noget af det, man kan forvente at støde på, hvis man lægger vejen forbi N.F.S Grundtvigs Vej i Højvangen lørdag mellem 9 og 17. Lige netop der afvikles den traditionsrige sommerfest, hvor der plejer at være i omegnen af 1000 personer fordelt på hele dagen.
Sommerfesten arrangeres af en styregruppe af frivillige og ansatte i Fælles om Højvangen, som er en boligsocial helhedsplan, der skal gøre boligområdet til et attraktivt sted at bo.
»Der er en meget lang tradition for at mødes og holde fest her om sommeren. Vi skal vel til 13. sommerfest i Højvangen,« lyder det fra Charlotte Strandgaard, projektleder for Fælles om Højvangen.
Hun fortæller, at sommerfesten er med til at skabe en god sammenhængskraft.
»Mange bidrager til sommerfesten, enten som en af de omkring 100 frivillige eller ved at være gæst. For beboerne heroppe er det et højdepunkt, hvor vi fejrer naboskabet. Vi arbejder for gode naboer, og det kan man lægge mange gode ting i. Både rummelighed og forståelse for hinanden, at man hilser og hjælper hinanden,« siger Charlotte Strandgaard.
Højvangen er generelt et område, hvor man ser til hinanden i dagligdagen.
»Det betyder helt vildt meget, at man kan feste sammen på kryds og tværs. Vi er mange mennesker med forskellige kulturer og bor tæt sammen. Det er skønt, når vi kan feste sammen og mødes i det åbne. Det er det tidspunkt på året, hvor flest kommer ud og mødes,« siger Charlotte Strandgaard.
Hun henviser også til det store engagement fra beboerne i området.
»Rigtig mange frivillige bidrager. Du føler, du er med til at skabe noget virkelig fedt. Som frivillig er man en ressourceperson, der gør noget godt for sit område - og det giver en mega god fornemmelse. Vi kunne ikke lave sommerfesten, hvis ikke folk syntes, det var sjovt. Det er noget, området er stolt af at have,« lyder det fra Charlotte Strandgaard, der håber, at der også i år kommer mange gæster udefra.
»Sommerfesten er for alle, og vi håber, at rigtig mange kigger herop på lørdag. Man kan jo også kombinere det med at gå en tur i området eller tage på en af legepladserne for eksempel.«
Teater og wrestling
Sommerfesten begynder med morgenmad klokken 9, og klokken 10 åbner borgmester Frands Fischer (S) helt festen.
Hun slår på, at der vil være en masse underholdning for børn i år i form af blandt andet skydetelt, tombola, hoppeborg, fjernstyrede biler, fodboldturneringer, og så er Dansk Pro Wrestling hyret ind som årets hovednavn.
Di Heslige Slønglers Klup kommer ligeledes med nogle aktiviteter for børn.
»Det er et samarbejde, vi er rigtig glade for, fordi det bygger bro mellem en masse mennesker med kultur som fælles tredje,« siger Charlotte Strandgaard.
Hun fortæller, at 15 børn i alderen 7 til 13 år har øvet sig på nogle scener fra Otto er et næsehorn den seneste tid. Det er et teatersamarbejde med Kulturskolen og Di Heslige Slønglers Klup, og planen er at børnene skal fremvise det til sommerfesten, ligesom de også viste det til Store Sløngeldag sidste weekend.
I løbet af dagen kommer blandt andet de forskellige samarbejdspartnere i form af kirken, Integrationsrådet og bydelsmødrene, Børnehaven Regnbuen kommer også med forskellige aktiviteter, ligesom brandvæsenet også kommer.
»Brandvæsenet har været trofaste i alle årene, hvor de kommer med brandbiler. Det plejer at være en kæmpe attraktion for børnene at se - og blive hejst op ad brandstien,« fortæller Charlotte Strandgaard, der sætter pris på alle samarbejderne.