Fortsæt til indhold

Rosenholm Festival satser på solrige dage og varme nætter

Lars Hjortshøj Jacobsen er i gang med sit første år som formand, og han har naturligvis store forventninger til weekendens udgave af Rosenholm Festival.

Samfund

»Rosenholm Festivalen er enestående, fordi vi er den eneste festival i Danmark, der fastholder, at publikum kommer gratis ind. Vi har i hvert fald ikke hørt om andre, der gør det samme,« siger Lars Hjortshøj Jacobsen, formand for bestyrelsen i den selvejende institution.

Rosenholm Festival har eksisteret siden 1988 og har været afviklet lige siden i den weekend, hvor maj kysser juni.

Lars Hjortshøj Jacobsen fortæller, at man i år investerer en halv million i musikken til årets Rosenholm Festival. Foto: Lars Norman Thomsen

Kun i de to coronaår, 2020 og 2021, spillede musikken ikke.

»Jeg synes, det er en flot historie, der blev startet i 1988 og lige siden har været en succes båret af tilskud fra erhvervslivet og hjælp fra en hær af frivillige, der virkelig har knoklet,« siger Lars Hjortshøj Jacobsen.

Han er lokal Hornslet-dreng om en hals, fylder 50 næste gang, og kom første gang med for alvor som frivillig i 2018.

I 2019 sagde den gamle bestyrelse pænt farvel og tak og blev afløst af en ny, lige inden landet blev lagt ned af corona.

»Festivalens comeback i 2022 gik strålende, og det fortsatte i 2023. Efter festivalen spurgte formanden gennem de sidste fem år, Omar Karsbek, om jeg ville tage over. Jeg har altid været engageret i byens foreninger, og jeg takkede ja til opgaven,« fortæller Lars Hjortshøj Jacobsen.

»Man skylder at være en del af en aktiv by,« som han udtrykker det.

Det er meget afgørende for den samlede festivaløkonomi, at vi ikke mister omsætning, og det skal ikke mindst ses i lyset af, at musikken ikke bliver billigere, tværtimod.
Lars Hjortshøj Jacobsen

Vejret den ubekendte

Når Rosenholm Festivalen tyvstarter på torsdag med Open by Night i midtbyen og levende musik med Lars P. Band med den lokale trommeslager Flemming Kirkebæk Poulsen i rytmegruppen, er der styr på alt det praktiske, lover formanden.

»Det eneste vi ikke er herre over, er vejret. Det er altid den store ubekendte og altafgørende for, hvor mange mennesker der dukker op.«

»Ud over musikken, som vi investerer en halv million i, er vi selvfølgelig også afhængige af fremmødet, fordi det er afgørende for omsætningen i vores barer, og dermed også for hele festivaløkonomien.«

Lars Hjortshøj Jacobsen vil ikke give et bud på, hvor mange mennesker der tropper op, når solen smiler, men han tør godt anslå, at dårligt vejr koster 2-300.000 kr. i omsætning.

»Det er meget afgørende for den samlede festivaløkonomi, at vi ikke mister omsætning, og det skal ikke mindst ses i lyset af, at musikken ikke bliver billigere, tværtimod.«

Lars Hjortshøj Jacobsen fortæller, at man i år investerer en halv million i musikken til årets Rosenholm Festival. Foto: Lars Norman Thomsen

Stærke sponsorater

Uden støtte fra det lokale erhvervsliv kunne Rosenholm Festivalen ikke afvikles under de nuværende konditioner.

»Vi har sponsorater på samlet mellem 600 og 700 tusinde kroner. Halvdelen i penge, resten i ydelser. Desuden får vi et årligt tilskud fra Syddjurs Kommune på 60.000 kroner og 10.000 kroner fra Frivillighedspuljen,« fortæller Lars Hjortshøj Jacobsen.

Han har selv brugt en del krudt på at gentænke selve sponsorkonceptet.

»Jeg har nok et lidt mere kommercielt syn på sponsorater. For mig skal sponsorer også mærke, at de ikke bare skal aflevere penge, men også opleve, at de får noget tilbage i form af nye netværk, kontakter, kunder, eksponering og mulighed for at invitere medarbejdere og samarbejdspartnere med til festival. Denne tankegang bliver endnu væsentligere fremover, hvis vi skal kunne holde niveauet og gerne øge det.«

Antallet af frivillige, der bidrager i de tre festivaldage plus i dagene før og efter, ligger på mellem 350 og 400 hjælpere, ifølge formanden.

Han og resten af den syv mand og kvinder store bestyrelse plus to aktive suppleanter arbejder på at finde et nyt koncept til hjælperfesten, men er ikke i mål endnu.

»Det er meget vigtigt, at vi belønner de mange frivillige på en god måde, og vi har tænkt os at gøre det lidt anderledes end tidligere,« røber Lars Hjortshøj Jacobsen.

Den webbaserede portal, som Rosenholm Festival investerede i for nogle år siden, har gjort det nemt at organisere de mange frivillige.

Undersøger juraen

Overskuddet fra Rosenholm Festivalen skal hvert år uddeles fra støtteudvalget. Støtteudvalgets mission er at yde støtte til alment velgørende musikformål blandt børn, unge og ældre i lokalområdet.

Det står at læse i vedtægterne. Som almennyttig forening kan Rosenholm Festivalen søge om momsfritagelse og få den mod, at overskuddet uddeles umiddelbart efter festivalens afvikling, når det endelige regnskab foreligger.

»Vi har hidtil delt overskuddet ud i henhold til vedtægterne, men vi er sårbare i forhold til vejret. Derfor undersøger vi også, om det er juridisk muligt at få lov til at gemme noget af overskuddet, så vi kan tåle en omsætningsnedgang i et par år, hvis vejret ikke er med os. Vi har en juridisk ekspert til at hjælpe os,« siger bestyrelsesformanden.

For hele familien

For Lars Hjortshøj Jacobsen og resten af bestyrelsen er det vigtigt, at Rosenholm Festivalen fortsat bliver for hele familien.

»Vi har en perfekt placering, hvor forældre kan slippe deres børn fri i trygge rammer, fordi arealet er hegnet inde. Husk på, at mange får deres første festivaloplevelse hos os, og det er ekstra dejligt, hvis den bliver god.«

Bestyrelsesformanden roser samarbejdet med politi og vagter. I festivalens primetime er der op imod 15 vagter i sving.

»Jeg vil også nævne, at vi gør en dyd ud af at have flere steder på arealet, hvor folk kan gå hen. Derfor har vi også en cocktailbar og en pianobar, så der mellem skiftene på de store scener er livemusik at lytte til. I år i form af en guitarist og to pianister.«

Uddannet geofysiker

Fodboldfolket kender bestyrelsesformanden som en pålidelig mand i målet. I de fleste år hos Hornslet, men senere med afstikkere til både Skødstrup og IF Ådalen.

Lars Hjortshøj Jacobsen er uddannet cand.scient. i geologi fra Aarhus Universitet og har arbejdet med en bred variation af jord- og grundvandsproblematikker.

I dag er han medejer i Envatek, som er en mindre koncern, der omfatter fem driftsvirksomheder.

Et af de fem, ATES A/S, er han direktør for.

Her arbejder han for at implementere og udbrede kendskabet til jord- og grundvandsbaserede energianlæg i både forsyningsbranchen og i den industrielle branche.

Men torsdag, fredag og lørdag er han at finde på Rosenholm Festival.

Hvis vejrguderne har været med festivalen, er det en glad bestyrelsesformand, der napper en kølig lørdag nat, når den sidste guitar er slukket og den sidste gæst gået hjem.