Overraskende drejning: Vil fjerne det meste af omstridt solcellepark
Formanden for modstandsforening vil fortsat have solecellepark helt af bordet.
Striden om solcelleparken ved Kejsegården omkring Ålsrode på Djursland har varet i fire år. Nu er den på vej ind i sin sidste fase.
I løbet af de næste tre uger bliver det afgjort, om Kejsegården får tilladelse til at opføre et 136 hektar stor solcelleanlæg, når først miljø - og teknikudvalget, siden økonomiudvalget og sidst kommunalbestyrelsen behandler lokalplanen, der i sidste ende skal give tilladelsen.
Allerede ved første behandling tog sagen dog en drejning. Da miljø- og teknikudvalget mødtes i denne uge godkendte et flertal i udvalget godt nok lokalplanen, men næstformand Niels Basballe fremsatte et ændringsforslag, som skærer hele 91 hektar af solcelleprojektet. Tilmed den del som ligger nærmest Ålsrode og dermed har været en af de store torne i øjnene på borgerne i landsbyen.
Niels Basballe begrunder blandt andet sit forslag med, at den resterende del af af solcelleprojektet ved Kejsegården vil lægge sig tæt op ad et andet solcelleprojekt, der er i støbeskeen ved Sdr. Homå.
»Jeg har egentlig været imod projektet hele tiden og ville gerne have det helt stoppet, men det er der ikke flertal for. Derfor har jeg foreslået det her, fordi det vil give to anlæg, der ligger klos op ad hinanden. Jeg er klar over, at det er to forskellige projekter, men jeg tror på, at de vil kunne samarbejde, og så vil det give et fint solcelleanlæg, hvis det lykkes,« siger Niels Basballe.
Flertal tegner sig
Det er nemlig et meget åbent spørgsmål lige nu, hvordan sagen falder ud.
På mødet i miljø- og teknikudvalget tog Konservative Folkepartis Niels Skov Pedersen forbehold i sin stillingtagen. Dermed er det lige nu uvist, hvordan Konservative Folkeparti forholder sig til ændringsforslaget.
Bakker partiets fire medlemmer op om forslaget, kan Niels Basballe potentielt allerede tælle 13 mandater i kommunalbestyrelsen.
Hertil kommer Dansk Folkepartis Jens Kannegaard Lundager, som gennem hele processen har forholdt sig skeptisk til solcelleprojektet. Det samme har Danmarksdemokraternes Diana Therese Mikkelsen.
Hun er dog lige nu på orlov, og hendes mandat varetages af Pia Bjerregaard.
Skitserne til et flertal, for at skære en meget stor del af solcelleprojektet ved Ålsrode, begynder dog at tone frem.
I hvert fald såfremt Niels Basballe også får opbakning fra hele den socialdemokratiske gruppe.
»Jeg har afklaret det nogenlunde med min gruppe, men det er ikke helt nagelfast endnu hos alle sammen, så det er svært at sige, hvor det ender,« konstaterer Niels Basballe.
Modstandskamp fortsætter
I Ålsrode bliver udviklingen mødt med overraskelse fra Grete Carstensen, der både er formand i borgerforeningen og foreningen ’Solcellepark Kejsegården - Nej Tak’.
Hun er en af drivkrafterne bag de 365 underskrifter i protest mod projektet fra borgerne i Ålsrode og omegn.
Og netop den massive protest er også årsagen til, at en kraftig decimering af solcelleanlægget ikke er nok. Projektet skal helt skrinlægges.
»Der er stadig nogle af vores medlemmer, der vil blive generet. Vi har lovet de 365 borgere, der har skrevet under, at vi vil forsøge at få anlægget helt væk,« fastslår Grete Carstensen.
Hun understreger, at protesten ikke blot handler om, at borgerne ikke vil se på solcellerne fra eget køkkenvindue. Der er også naturinteresser at tage højde for, og derfor mener hun ikke, at borgerne i Ålsrode bare bør bøje sig for den generelle interesse for at opstille vedvarende energianlæg og acceptere anlægget, selv om det bliver kraftigt formindsket.
»Der er mange naturinteresser, der ikke er blevet tilgodeset. Der er ikke undersøgt for bilag 4-arter (særligt sårbare og truede dyrearter, red.), og vi mener stadig, at VVM-undersøgelsen (Vurdering af Virkning på Miljøet, red.) er mangelfuld og med modstridende oplysninger. Det skal de ikke slippe af sted med,« siger Grete Carstensen.
Der er møde i økonomiudvalget 11. juni, hvor sagen igen skal behandles.