Fortsæt til indhold

268.000 kroner til stier omkring Herskind

NordeaFonden har doneret knap 268.000 kroner til Natur- og stigruppen under landsbyrådet Herskind, Skivholme, Herskind Hede.

Samfund
bo

Natur- og stigruppen under landsbyrådet Herskind, Skivholme, Herskind Hede har fået tildelt 267.813 kroner fra NordeaFondens ’Her gror vi’-puljen til stiprojekter.

»Vi er rigtig glade for, vi kan gøre nærområdet omkring Herskind mere tilgængeligt. Pengene skal bruges til afmærkning af ruter i vores dejlige nærområde , så vi alle nemmere kan komme ud på gåben og på cykel og nyde den dejlige natur og det smukke lulturlandskab, vi har lige rundt om hjørnet,« siger medlem af gruppen og formand for Landsbyrådet Herskind, Skivholme, Herskind Hede, Anna Margrethe Kristensen i en pressemeddelelse.

Med de nye ruter bliver det for eksempel nemmere at komme rundt i Gydeløkke Skov ved Borum Mølle. Der bliver skabt en afmærket forbindelse til de nye stier syd for Borum. På hjemmesiden spor.dk/borum kan man se en oversigt over de eksisterende stier i området.

I sin ansøgning til NordeaFonden beskriver Natur- og Stigruppen projektet således:

Projektet etablerer et sammenhængene stisystem, hvor eksisterende sport i landskabet, 8 kilometer ny sti og mindre bysamfund sammenflettes i et landskab, som ellers er præget af private skov- og landbrugsarealer i og omkring byerne Herskind, Skivholme og Brum.

De afmærkede stier og formidlingen henvender sig primært til lokale borgere. Herskind Skole & Børnehus og Herskind KFUM vil bruge de kommende spor til aktiviteter og ture.

Projektet bibeholder og værner om den allerede eksisterende biodiversitet både i skoven og på marken, og i grøftekanter langs veje og offentlige stier.

Nye spor i skoven bidrager til at besøgende følger sporet, og derved bliver der mindre færden i skovbunden, som kan forstyrre levesteder for insekter og dyr. Projektet forestås af landsbyrådet for Herskind, Skivholme og Herskind Hede i samarbejde Skanderborg Kommune og lokale institutioner og foreninger.