Højt til loftet i 'Luftrummet': »Jeg er god til at tegne nøgne damer og monstre«
Luftrummet var nyt på Sølund Musik-Festival, og tanken var at skabe et sted med plads til gode oplevelser mellem de frivillige og festivalgæsterne.
Der er godt med liv i ’Luftrummet’, som er en helt ny satsning på Sølund Musik-Festival.
»Vi har i år lavet et fælles samskabelsesprojekt med Via Horsens, FGU og Diakonhøjskolen, så vi har nok i omegnen af 120 studerende her, som er med til at skabe et gratis luftrum. Nogle af tingene har hele tiden været her som for eksempel sminkeboden og kæresteboden. Det med, at vi begynder at lave noget ved de områder, samskabe og give dem den fulde oplevelse her, er nyt,« siger Maj-Britt Skovsgaard, der har været frivillig på Sølund Musik-Festival i mere end 20 år.
Sammen med Jacob Højbjerg, der siden 1987 har været frivillig på festivalen, har de nu en koordinerende funktion i Luftrummet.
»Det er det bedste sted at være medhjælper på hele festivalen, hvis man gerne vil være sammen med dem, som festivalen handler om. Hvis du sidder hernede, og der kommer en udviklingshæmmet, der skal males, og man giver hånd og udveksler navn og spørger ind til dem og deres liv, så har man nogle magiske øjeblikke sammen med dem. Det tror jeg for mange er en lige så stor oplevelse, at de møder nye mennesker, som musikken er for andre,« siger Jacob Højbjerg.
Det er vigtigt, at festivalgæsterne får et sted, de kan søge hen for at få nogle gode oplevelser i blandt andet Luftrummet med hjerterummet, sminkeboden, krearummet og frirummet.
Sminkeboden har altid været populær.
»Vi skaber relationer på tværs. Både relationer mellem de studerende, men vi skaber også rigtig mange relationer mellem de mennesker, der kommer til festivalen. Vi har mange, der kommer tilbage år efter år, som kender os og som kender sminkeboden,« siger Maj-Britt Skovsgaard.
»Vi har nogle, der kom her som store drenge, som blev malet hvert år - nu er de i midten af 30’erne, og de skal have det samme maleri, de har fået hvert år. Vi kan lidt forskelligt i sminkeboden - nogen maler flag, mariehøns eller en glad sol. Jeg er selv god til at tegne nøgne damer og monstre,« supplerer Jacob Højbjerg.
Også hjerterummet, som før hed kæresteboden, plejer at være velbesøgt.
»Vi har udvidet det, så man kan få en lille badge, man kan have med ind på pladsen. Man kan få en rød badge, hvis man gerne vil have en kæreste og en blå, hvis man vil have en ven. Så kan vi brede kontakten ud på hele pladsen, så der bliver større mulighed for at skabe en kontakt i stedet for, at man skal herned og vente på, at hende den ene står her,« forklarer Maj-Britt Skovsgaard.
I hjerterummet vil der også være en uddannet sexolog og terapeut, som kan tale med festivalgæsterne.
Krearummet står studerende fra Diakonhøjskolen for.
»Diakonerne kommer altid med et kreativt indslag. I år har de noget med, at man kan pimpe sin festival. Der laver man noget, men kan tage på, hvor man jo i sminkeboden bliver sminket og får farvet hår,« siger Maj-Britt Skovsgaard.
Som noget nyt er der frirummet, hvor man kan trække stikket og slappe af, ligesom man også kan deltage i nogle fordybelsesaktiviteter med tegning og maling.
»Vi har også festrummet, som bliver kørt sammen med en af vores kolleger sammen med de studerende, hvor de kommer til at lave aktiviteter imellem musikken, hvor de kommer til at stå for forskellige lege og aktiviteter. Så har de nogle meget store spande med, så de kan lave beerpong i overstørrelse. Der bliver også andre samskabelsesaktiviteter, der kan være med til at give noget ekstra festivaloplevelse,« siger Maj-Britt Skovsgaard.