Tag et billede og kom i stemning med studerende på Sølund Musik-Festival
En gruppe studerende fra VIA Horsens laver pop-up aktiviter for festivalgæsterne, hvor man blandt andet kan få taget et billede.
Det emmer af liv på pladsen ved Sølund Musik-Festival. Regnen holder sig for det meste væk, og ind imellem titter solen også frem.
Rundt omkring hygger folk sig med hinanden, og der bliver lyttet til musik ved de forskellige steder. En masse studerende forsøger også at skabe god stemning for pladsens festivalgæster.
Nogle af dem er studerende fra VIA Horsens, som er af sted med uddannelsen.
Midt på pladsen møder vi Caroline Skov fra VIA Horsens, som er i gruppen med ’festrummet’. Hun og nogle medstuderende interagerer med festivalens deltagere.
»Vi kommer rundt og laver pop up aktiviteter i løbet af hele dagen for at aktivere borgerne, så de ikke bare sætter sig foran scenen og venter på de kunstnere, de glæder sig til at se. De kommer i stemning, og vi hjælper lidt med det - og vi får godt humør ud af det sammen med de andre. Det er bare super fedt,« fortæller Caroline Skov, der er i gang med 5. modul på sin uddannelse.
Man kan blandt andet få taget et billede i en stor ramme, de studerende har med rundt.
De studerende fra VIA Horsens er også at finde i ’hjerterummet’ og ’frirummet’, som begge hører til i ’Luftrummet’, som er den helt nye satsning på Sølund Musik-Festival.