Ulovlige rykkergebyrer: SikkerParkering og Aarhus Airport overtræder renteloven
Forbrugerombudsmanden afslører ulovlig praksis hos SikkerParkering og Aarhus Airport i parkeringsområder.
Flere forbrugere klagede til Forbrugerombudsmanden efter, at de havde modtaget opkrævningsbreve fra SikkerParkering ApS og Aarhus Airport A/S.
Forbrugerne blev krævet betaling af et opkrævningsgebyr på 250-300 kr. udover den skyldige parkeringsafgift.
Forbrugerombudsmanden vurderede, at disse gebyrer reelt var rykkerskrivelser, der oversteg den lovlige grænse på 100 kr. ifølge renteloven.
Det fremgår af en pressemeddelelse, som kan læses på Forbrugerombudsmandens hjemmeside forbrugerombudsmanden.dk.
ANPR-systemet skabte ulovlig praksis
De berørte parkeringsområder anvendte ANPR-systemer (Automatic Number Plate Recognition), som automatisk registrerede køretøjernes nummerplader ved ind- og udkørsel.
Hvis betalingen ikke blev gennemført inden for 48 timer, sendte selskaberne en opkrævning med et ulovligt højt gebyr.
Forbrugerombudsmanden understreger, at reglerne skal sikre, at gebyrer ikke bliver en indtjeningskilde i sig selv og at kontrolafgifter skal meddeles korrekt til føreren.
Følger af ulovlig praksis
SikkerParkering ApS er nu opløst ved fusion med Securitas A/S, som har nægtet at ændre praksis.
Aarhus Airport har derimod valgt at rette ind efter Forbrugerombudsmandens vurdering.
Forbrugere, der mener, de har betalt en uberettiget kontrolafgift, kan indbringe sagen for Parkeringsklagenævnet eller overveje en forenklet retssag.
Sådan klager du
Hvis du vil have vurderet en kontrolafgifts berettigelse, kan du som skrevet klage til Parkeringsklagenævnet. Det koster 175 kr., som refunderes, hvis du vinder.
Har du allerede betalt afgiften i god tro, kan du også kræve tilbagebetaling via Parkeringsklagenævnet.
For at klage, skal du først have gjort indsigelse over for parkeringsselskabet. Hvis selskabet afviser eller ignorerer din indsigelse i 3 måneder, kan du gå videre med klagen.
Læs mere om Parkeringsklagenævnet, kontaktoplysninger og klageformular på www.parkeringsklagenaevnet.dk.
Forbrugerombudsmanden vil gerne høre fra forbrugere, der har fået behandlet en sag ved Parkeringsklagenævnet eller domstolene, oplyses det på hjemmesiden.