Fortsæt til indhold

Festivalledelse på vej til Christiansborg: »Jeg håber, politikerne tager ja-hatten på«

Samfund

Sølund Musik-Festival får i dag foretræde for Folketingets Socialudvalg. På 15 minutter skal festivalledelsen redegøre for festivalens formål, de mange udviklingsprojekter og hvad det er der gør, at antallet af gæster er faldet så drastisk.

»Vi tager til København i dag. Vi fik det at vide i forgårs, men selvom det er kort varsel, så er vi velforberedte, understreger festivalleder Lasse Mortensen.

»Vi skal over og fortælle om festivalen, vores tanker og drømme, og hvordan vi oplever, at folk ikke kan komme på festival, selvom de gerne vil, og at vi er nødt til at finde ud af, hvorfor de ikke kan komme« forklarer han.

»Der skal mange penge til at drive en festivalbutik, og vi bruger alt for meget tid på at få penge ind. Den tid skulle vi have brugt til at lave fede projekter for vores festivalgæster. Samtidig har vi blandt vores 1800 frivillige 250 frivillige som selv har et udviklingshandicap, og det kræver meget forberedelse at de kan være med til at skabe vores festival i et trygt miljø. Det skal vi kæmpe for at få ordentlig tid til det,« forklarer han.

Turen til Christiansborg handler dog især om et altoverskyggende problem: Ledsagelse.

»Vi skal også tale om en langt vigtigere sag end festivalen alene. Vi bliver kimet ned af ulykkelige udviklingshæmmede, der så gerne vil på festival, men ikke kan komme. Det handler om ledsagerordning. Og ikke kun til festival, men i det hele taget. Det problem SKAL vi have løst,« understreger Lasse Mortensen.

»Det er en taknemlig festivalleder, der nu kigger mod Christiansborg. Jeg håber, politikerne tager ja-hatten på, og ser på de 6000, der trods alt kunne komme. Hvordan kan det være, at det er muligt at ledsage udviklingshæmmede til festival i nogle kommuner, når der er andre kommuner, hvor det ikke er muligt? Hvad er det, der gør forskellen, og hvordan får vi forklaret lokalpolitikerne det? Jeg har ikke de vise sten. Men det er et faktum, at nogen kommer afsted og andre ikke kommer afsted,« konstaterer han.

En løsning kunne ifølge Lasse Mortensen være, at man fremfor at fordele penge til ledsagelse til kommunerne i stedet oprettede en statslig pulje, som bostederne kan søge direkte.

»Det er da en mulig vej at gå,« pointerer han på.