Festival sætter lys i Sebastians øjne: »Jeg elsker Sølund. Den må ikke stoppe - det må bare ikke ske«

Der er smil over hele femøren og benene nægter at stå stille. 29-årige Sebastian Kold Nielsen fra Viborg er lige kommet retur til teltpladsen, efter han og hans lillebror Mathias har fået deres første festiva-løl. Noget de altid gør som noget af det første, når de har fået armbåndet på og er kommet gennem portene til festivalpladsen.

Måske også for at slippe for maset med at sætte telte op. Det tager hans søster, Anne, og hans mor, Pia Kold Nielsen, sig af sammen med svigerinden og Pias veninde.

For Sebastian er en heldig kartoffel. Ikke alene prioriterer hans familie hvert år at tage med ham tre dage på festival. De bor også i telt med ham, så han kan opleve rigtig festivalstemning med overnatning på teltpladsen. Det har de gjort i 10 år, og det håber de at fortsætte langt ud i fremtiden.

»Jeg bliver ved med at komme, til de ikke længere kan trille mig ind i en kørestol,« slår Pia fast med et grin.

»Vi tager hvert år tre dage ud af kalenderen hele familien for at feste sammen med Sebastian. Det her er hans festival, og han har glædet sig helt utrolig meget. Det ville simpelthen være en katastrofe, hvis festivalen stopper. Der er jo overhovedet ikke andet festivaltilbud til handicappede. Det giver dem så utrolig meget, og de er så glade for at være her. Bare se dig omkring.«

Sebastian har Downs Syndrom og bor til daglig i en beskyttet bolig i et bofællesskab, hvor han har sin egen lejlighed.

»Vi har gjort det til en fast årlig tradition at tage herned til Sølund Musik-Festival hele familien sammen. Sebastian giver os hvert år til jul partout armbåndet i julegave,« fortæller Anne.

»Jeg elsker Sølund Musik-Festival. Det er bare det fedeste, og jeg har simpelthen bare glædet mig helt vildt meget. Queen Machine, Fede Finn og Funny Boys og så Birthe Kjær og Feel Good Band. Jeg elsker at være på festival. Det hele er bare fedt,« lyder det fra en stadig storsmilende Sebastian.

Men var det ikke for familien, ville Sebastian slet ikke komme på festival.

»Sebastian kommer kun til Sølund Musik-Festival, fordi vi tager med. Han kan jo ikke selv tage afsted. Han har brug for, at der er nogen med, som har det overordnede ansvar, styrer økonomien og minder ham om, at han også skal have noget at spise og drikke og sådan noget. Hans bosted har ikke råd til at tage til festival. Det er for dyrt, mener de,« fortæller Pia.

»Det helt store problem er det med ledsagerne. Kommunerne er ikke villige til at åbne kassen, så bostederne har råd at sende ledsagere med de udviklingshæmmede til festival tre dage om året. Jeg synes simpelthen, det er for ringe, for der findes kun få tilbud til de udviklingshæmmede, og Sølund Musik-Festival er deres eneste festival. Mange af Sebastians kammerater ville så gerne til festival, men kan ikke komme afsted, fordi bostedet ikke har råd,« forklarer hun.

Sebastian har faktisk en ledsager, som slutter sig til familien senere, når han får fri fra skole.

»Det er en, vi selv har skaffet til ham, og de to er bare pot og pande. Hans ledsager stiller op og tager med, så snart Sebastian skal på tur eller til et arrangement,« forklarer Pia, der ville ønske, flere familier gjorde det samme som dem og tog deres handicappede familiemedlemmer med til Sølund Musik-Festival.

»Jeg ville ønske, jeg kunne få flere familier til at tage deres handicappede unge mennesker med til festival. Hvis bare de kunne se, hvor meget det betyder for de unge at være med til deres helt egen festival. Det har været så frygteligt her i foråret at høre, hvor svært det er at få festivalen til at løbe rundt økonomisk, fordi der ikke bliver solgt nok billetter. Det ville ganske enkelt være et meget stort tab, hvis Sølund Musik-Festival må lukke. Det ville være en katastrofe for de udviklingshæmmede,« understreger Pia.

»Sebastian ville blive forvirret og utrolig ked af det, hvis der ikke var festival mere. Det er svært at sætte ord på, hvor meget den festival egentlig betyder for ham. Han har jo glædet sig til den et helt år, siden vi sidst var afsted,« tilføjer Anne.

Sebastian blander sig i samtalen. Han har også hørt om festivalens problemer og er bekymret. Han frygter, at der ikke bliver ved med at være en Sølund Musik-Festival, sådan som han kender den. Et øjeblik stivner smilet på læberne.

»Den må ikke stoppe - det må bare ikke ske,« siger han så med eftertryk.