Fortsæt til indhold

Tv-stjernerne fra Skuregården: Anders og Julius' arv lever smukt videre

Røsle Dyre og Frederik Brendstrup modtager dette års fornemme legater på 100.000 kr. fra Anders og Julius Mindefond.

Samfund

Det var en på alle måder fantastisk dag på Kalø Økologisk Landbrugsskole i fredags.

Skolen dimitterede et nyt hold landmænd, der nu skal videre ud i livet og bruge deres fagligheder og engagement til gavn for et erhverv, der bevæger sig i nye retninger og er under massivt politisk fokus.

Den formelle del af arrangementet sluttede på smukkeste vis i solskin foran hovedbygningen ved den brede trappe, hvor to vægtige legater på hver 100.000 kr. fra Anders og Julius Mindefond blev uddelt af forstander Nikolaj Houkjær og fondens bestyrelsesformand Søren Ryge til to nuværende eller tidligere elever med en særlig interesse og kundskaber inden for kvægbrug.

Brødreparret Anders (Sørensen) og Julius (Gregersen) udødeliggjorde Søren Ryge Petersen og gjorde til ikoner med sine tv-portrætter fra 1990 til 2005.

I år gik legaterne til Røsle Dyre og Frederik Brendstrup.

Førstnævnte dimitterede fra Kalø Økologisk Landbrugsskole i 2020, mens lokale Frederik Brendstrup netop havde fået overrakt sit eksamensbevis.

Søren Ryge fangede stemningen og detaljerne fra hin mindeværdige aften i 1994, hvor Anders og Julius' erfaring og stædighed blev kombineret med professionel hjælp for at sikre en vellykket kalvefødsel. Foto: Lars Norman Thomsen

Fra Kalø til dyrlæge

Røsle Dyre, faglært økologisk landmand og nu dyrlægestuderende, har altid haft en interesse for natur, bæredygtighed og landbrug.

Hun er vokset op i et parcelhus i Lejre og har også en baggrund som sømand på sejlskibe.

Derfor bringer hun et særligt perspektiv til sin uddannelse og sit arbejde.

»Jeg begyndte med at læse til dyrlæge umiddelbart efter, at jeg var færdig på Kalø i 2020. Når jeg er færdig om halvandet år, vil jeg nok bruge et par år som praktiserende dyrlæge for at få noget erfaring, før jeg sporer mig ind på en livsvej,« fortalte hun med den rare check i hånden.

Pengene har hun endnu ikke besluttet sig for, hvad skal bruges til.

Røsle Dyre har engageret sig i debatten om landbrug og biodiversitet og ønsket om at skabe en mere bæredygtig fremtid.

Driver familiegården

Den anden legatmodtager, Fredrik Brendstrup, driver sammen med sin onkel, Jens Brendstrup, familiegården Mariendal ved Ebeltoft.

Han repræsenterer den næste generation af kvægbrugere.

Gården, som har været i familiens eje i flere generationer, er blevet overdraget til duoen af Frederik Brendstrups mormor, Dagmar Helles Brendstrup.

Jens og Frederik Brendstrup er dermed fjerde og femte generation af familien som skal løfte arven på den smukke og velholdte gård.

Med pengene fra Anders og Julius Mindefond er Frederik Brendstrup klar til at integrere moderne metoder med traditionelle værdier og sikre gårdens fortsatte drift i en ny tid.

»Jeg vil gerne supplere min viden og faglighed med en uddannelse som kvæginseminør i Skotland, hvor de har stærke traditioner for avl,« siger Frederik Brendstrup.

4,5 millioner på kontoen

Inden overrækkelserne fortalte Søren Ryge om sine tidligere naboer, Anders og Julius på Skuregården i Rostved, som blev hans stjerner i en række tv-programmer, der fortsat kan ses på dr.dk.

»Godt et halvt dusin små programmer a 28½ minut. De handler om to ældre brødre, der lever på en gård på Djursland. De har ikke vundet en million, de lider ikke af uhelbredelige, sjældne sygdomme, de har ikke udført store bedrifter – de lever bare et jævnt og virksomt liv på deres gård og deres jord. Men deres daglige gøremål, deres udstråling og ikke mindst deres sprog var af en sådan karakter, ægthed og styrke, at de brændte igennem skærmen, som man siger,« som Søren Ryge selv formulerede det i nekrologen for Anders, der døde den 6. maj 2016.

Historien om mindefonden blev en realitet, da Anders var på sit sidste og skulle have lavet testamente.

Anders døde for syv år siden. Da man gjorde boet op, stod der 4,5 mio. kr. på en sparekassebog, og brødrenes gård i Rostved med tilhørende stuehus og marker var også lidt værd.

Så alt i alt var der næsten 6 mio. kr. at gøre godt med.

»Julius var storebror og bestemte alt, men Anders var ham, der vidste alt om køer, kvier, kalve og tyre, og det er helt i hans ånd, at vi uddeler to fornemme legater hvert år i juni til unge mennesker med interesse og kundskaber inden for kvægbrug,« kunne Søren Ryge fortælle.

En lykkelig fødsel

Søren Ryge fortalte, som kun han kan gøre det, historien om dengang han i 1994 var med til at hjælpe en kalv til verden på Skuregården.

Dengang havde Anders allerede store problemer med ryggen, og Julius var også slidt efter mange års hårdt arbejde på gården.

Det var lørdag aften ved nitiden, og en stor, tyk kvie skulle til at kælve. Anders og Julius, der altid havde været gode til selv at håndtere kalvefødsler, havde taget imod et tilbud fra Søren Ryge om hjælp.

Julius vidste alt om, hvordan man stikker en arm ind i kvien for at hjælpe, men denne gang var udfordringen større.

Kvien var ved at føde en stor kalv, som krævede al deres styrke at trække ud. Anders, med smerter i ryggen, og Julius, der havde ondt over det hele, overvejede først at undlade at tilkalde en dyrlæge på grund af de høje omkostninger ved dyrlægehjælp en lørdag aften med dobbelt takst.

Scenen var sat med to 60 watt pærer, der oplyste staldens dæmpede lys. Kvien med den store mave stod klar til at føde. Anders lænede sig op ad kvien, mens Julius og Søren trak i hvert ben af kalven. Til trods for deres anstrengelser, kom kalven kun lidt ud og gled så tilbage igen.

»Den får vi aldrig ud,« sagde Anders opgivende. Han foreslog, at de måske burde sende bud efter dyrlægen alligevel.

De endte med at ringe efter dyrlæge Søren Kingo. Det næste kvarter sad de helt stille og overvejede deres muligheder, da de hørte en kvindestemme sige: »God aften.« Det var dyrlægens assistent, et kvindfolk! Som hurtigt gik i gang med at hjælpe.

Efter ti minutter kom kalvens hoved igennem, og snart fulgte resten af kalven også. Til deres store lettelse var kalven levende. Anders og Julius var udmattede, men et magisk øjeblik opstod.

»Anders glemte alt om sin rygsmerte, og Julius vimsede rundt om dyrlægen i glæde,« mindedes Søren Ryge.

»Kunne vi have klaret det selv?«, spurgte Julius hende ved afgang.

Dyrlægen svarede med et »ja«.

Julius blev helt fjern i blikket, indtil lillebroderen råbte: »Det kunne vi sgu da ikke vide.«

»Vi fejrede den vellykkede fødsel med en øl i køkkenet, og brødrene noterede sirligt fødselsdato- og tid for kalv nummer 217, der var kommet til verden på Skuregården i et lille hæfte,« afsluttede Søren Ryge den fine historie om en lørdag aften i Rostved på ’Skrabaldergården’.

En påmindelse om brødrenes vedholdenhed og kærlighed til kvæget.

De to ligger begravet på en smuk plet på Bregnet Kirkegård med udsigt ud over Mols Bjerge, Aarhusbugten og Kalø Slotsruin – på hver side af deres elskede mor, Johanne. Den eneste kvinde i deres liv – bortset fra, hvad der kom forbi af kvindelige dyrlæger.