Fortsæt til indhold

NRGi og Sampension bag ny solcellepark ved Kolind

Lokalplanen for nyt solcelleprojekt i Kolind godkendt; NRGi Renewables klar til at starte byggeriet.

Samfund

NRGi og Sampension investerer via selskabet NRGi Renewables et større trecifret millionbeløb i en ny solcellepark i Østjylland, der skal producere 132.000 MWh om året.

Første spadestik til det nye anlæg, der dækker 122 hektar sydøst for Kolind på Syddjurs, forventes taget i august.

Projektet, der blev godkendt af Syddjurs Byråd i marts, vil omfatte et område svarende til 170 fodboldbaner og vil blive opført på et nuværende landbrugsområde mellem Kolind og Nødager.

Hos NRGi Renewables er der stor tilfredshed med, at projektet nu bliver en realitet.

»Vi ser frem til at opføre denne solcellepark, som med sin størrelse og produktionskapacitet er med til at markere, at solenergi spiller en væsentlig rolle i forhold til vores ambitioner om at accelerere den grønne omstilling,« siger Jakob Bundgaard, direktør i NRGi Renewables.

Han roser samarbejdet med Syddjurs Kommune, lokalsamfundet og de nærmeste naboer, som har været afgørende for projektets udvikling.

10 mio. til Grønne Pulje

Sampension udtrykker også stor glæde over projektet. Sampension er et kundeejet pensionsselskab, der tilbyder både arbejdsmarkedspensioner og firmapensioner.

»Det er et stort fokusområde for Sampension at deltage aktivt i udviklingen af ny bæredygtig energi og på den måde bidrage positivt til den grønne omstilling.

Samtidig er vi meget glade for vores samarbejde med NRGi-koncernen omkring NRGi Renewables, og vi ser et stort fremadrettet potentiale for at gennemføre yderligere projekter sammen,« siger Torbjørn Lange, chef for ejendomme og infrastruktur i Sampension.

Ifølge lovgivningen om vedvarende energi vil NRGi Renewables bidrage med 10 millioner kroner til Syddjurs Kommunes Grønne Pulje, som skal gå til grønne og almennyttige projekter i lokalområdet.