Fortsæt til indhold

Veteranaften på Fælleden: Lokal krigsveteran vil hjælpe pårørende og veteraner

3. oktober kl. 17 inviteres der til informationsaften for veteraner og pårørende, der her kan blive klogere på viften af muligheder for veteraner i Skanderborg Kommune.

Samfund

Hvad er der egentlig af muligheder for veteraner i Skanderborg Kommune? Og hvad kan man gøre som pårørende til en veteran?

Det vil Casper Johnny Poulsen og Bjarne Lei Andersen fra CP FysioTreatment på Krøyer Kielbergs Vej gøre både pårørende og veteranerne selv klogere på.

Derfor har duoen i samarbejde med Skanderborg Kommune arrangeret en informationsaften for pårørende, som finder sted 3. oktober kl. 17.00 på Fælleden.

Vi er nødt til at gå gennem de pårørende for at nå ud til veteranerne
Casper Johnny Poulsen

»Det er en aften, hvor der holdes en række oplæg, der kan gøre pårørende til veteraner klogere på, hvad der er af muligheder her i Skanderborg. Vi er nødt til at gå gennem de pårørende for at nå ud til veteranerne - men veteranerne selv er selvfølgelig også meget velkommen til at møde op,« fortæller Casper Johnny Poulsen, der selv er veteran efter udsendelse til Irak.

Han brænder for arbejdet med veteraner og for at finde dem og give dem nogle muligheder for en bedre hverdag. I sit arbejde har han fået sin kollega Bjarne Lei Andersen med på vognen.

Casper Johnny Poulsen er blandt andet manden bag veterancaféen torsdage om formiddagen hos CP FysioTreatment. En Safe Zone, hvor veteraner kan komme og være i helt trygge rammer. Her er der både plads til at træne, spise morgenmad, drikke kaffe og tale med ligesindede eller med Bjarne Lei Andersen, som mere eller mindre har overtaget afviklingen af veterancaféerne. På den måde kan Casper Johnny Poulsen selv deltage i caféen som privatperson. Veterancaféen er netop et af de gratis tilbud til veteraner, der fortælles om 3. oktober.

Casper Johnny Poulsen og Bjarne Lei Andersen er et godt makkerpar, og derfor giver det også god mening, at de to nu er sammen om en aften for pårørende.

Arrangementet afvikles i samarbejde med Skanderborg Kommunes veterankoordinator Johnny Tuborgh, der vil lægge ud med at fortælle om sin rolle som veterankoordinator i Skanderborg Kommune.

Da jeg kunne fortælle, at det er helt gratis at komme til veterancafé, kunne jeg mærke, hvordan hans skuldre sænkede sig med det samme
Bjarne Lei Andersen

»Jeg er indgangen til kommunen. Når der er noget opsøgende, er det vores opsøgende team, der rykker ud - men der er jo samarbejder hele vejen rundt. Vi har kæmpet lidt med at være synlige, og det er vigtigt, at folk rent faktisk ved, at vi findes. Det håber vi blandt andet, at arrangementet den 3. oktober kan gøre noget ved - og at vi kan inspirere til nogle andre fællesskaber,« lyder det fra Johnny Tuborgh.

»Det er vigtigt med fællesskaberne. Vi ved, at mænd ikke er særlig gode til selv at opsøge fællesskaberne, så mødet her går også ud på at fortælle, hvad jeg kan og hvad vores opsøgende team i kommunen kan. Vi vil gerne støtte op om at lave nogle fællesskaber for blandt andet pårørende til veteraner.«

Også Frank Høffner fra Veterancentret i Aarhus skal fortælle om sit arbejde med at hjælpe andre veteraner, ligesom Steffen Häggqvist Jensen fra DIF Soldaterprojekt deltager med et indlæg.

Lokalt skal Casper Johnny Poulsen og Bjarne Lei Andersen fra CP FysioTreatment, Heine Rasmussen fra Skanderborg Golfklub og Jannik Hardt fra Skanderborg Disc Golf Park fortælle om muligheder for veteraner de forskellige steder - og hvorfor de har valgt at stille tid og plads til rådighed for områdets veteraner.

Efterfølgende kan man få små snakke med repræsentanterne ved standene for de enkelte tilbud.

»Det er også for at fortælle, at der er en masse gratis tilbud til veteranerne. Jeg har mødt en her i huset til veterancafé, hvis helt store bekymring var økonomien i det. Da jeg kunne fortælle, at det er helt gratis at komme til veterancafé, kunne jeg mærke, hvordan hans skuldre sænkede sig med det samme,« fortæller Bjarne Lei Andersen.

Arrangørerne håber at nå ud til en masse pårørende til veteraner og veteranerne selv den 3. oktober. Skanderborg Kommune står for mad og drikke - og af den grund er det vigtigt, at man tilmelder sig hos Skanderborg Kommune på mail til johnny.tuborgh@skanderborg.dk eller på tlf./sms på 23742841 senest 27. september.