Vil give noget igen: Veterancafé skal være et trygt sted at komme

»Når jeg skal noget, begynder jeg let at ryste på mine hænder uden at tænke over det. Signalet til min krop om, at nu skal jeg væk. Jeg skal hjem. Det er faktisk utrolig længe siden, jeg sidst har gjort det.«

Sådan lyder det fra Jan Munkholm, der lever med følgerne af at være tidligere udsendt soldat. I løbet af sin tid i Forsvaret fra 2000 til 2016 når han at være udsendt to gange. Han er længe sikker på, at resten af hans arbejdsliv skal være i Forsvaret, men pludselig spænder en PTSD-diagnose ben for de planer. Og så begynder en ny rejse med at finde en identitet uden for Forsvaret.

»Jeg er langtidssygemeldt og er i gang med min tredje periode nu,« siger Jan Munkholm og tager en tår af sin kaffe i et lokale hos CP FysioTreatment på Krøyer Kielbergs Vej i Skanderborg. Han har lige klaret torsdagens træning og hygger sig nu i veterancaféen i samme bygning. Lige om lidt skal han have en behandling hos en af husets behandlere.

Det er godt for hans velbefindende at komme i veterancaféen. Han er der næsten hver torsdag.

»Safe zone«

Casper johnny Poulsen, veteran og ejer af CP FysioTreatment, har i flere år kæmpet for at udbrede kendskabet til veterancaféen - og gør det stadig. Der går mange timer med at forsøge at nå ud til flere veteraner i kommunen, som har brug for en håndsrækning. Der er både plads til at træne, snakke, drikke kaffe og spise morgenmad. Man kan også bare drikke en kop kaffe i ro for sig selv. Der er plads til alle veteraner. Både de registrerede veteraner og dem, der ikke er registreret.

»Det er en slags safe zone for veteraner. Jeg hjalp Jan med at blive registreret dengang, han begyndte at komme her - og vi vil også gerne hjælpe dem, der er derude et sted, som måske ikke kan overskue det selv. Jeg gør det helt sikkert for at give noget tilbage til de veteraner, der måske ikke har det lige så godt, som jeg har det. For jeg har det faktisk rigtig godt alt taget i betragtning« siger Casper Johnny Poulsen.

Men det er svært for ham at nå ud til kommunens hårdest ramte veteraner.

»Vi når ikke ud til veteranerne selv. Hverken via sociale medier eller artikler. Men vi kan nå ud til deres pårørende, som kan sende dem ned til os i caféen. Det var også sådan, vi fik fat i Jan for to et halvt års tid siden. Hans kone skrev til os - og ud fra det, hun skrev, kunne jeg godt se, at der var en opgave,« siger Casper Johnny Poulsen og kigger på Jan Munkholm.

»Første gang, du dukker op i klinikken, er det tydeligt at se, at dit nervesystem buldrer og brager - og nu kan jeg jo følge dig på sociale medier og se, at du er ude og motionere og kommer ud af hulen. Du er også nede og træne.«

Jan Munkholm nikker.

»Det er faktisk rigtigt, når du siger det sådan. Det tænker jeg ikke over. Førhen kunne jeg begynde at ryste, når min kone og jeg var ude at handle eller i værdicentralen. Det var ligesom kroppens måde at signalere noget til mig på, men det registrerede jeg ikke. Det gjorde min kone. Nu er det mest, hvis jeg ikke er forberedt,« siger Jan Munkholm.

»Det er en safe zone, så det er rart her. Jeg løber også, men med det vejr som i dag, kommer jeg ikke af sted. Der er jeg blevet lidt magelig på mine civile dage - så er det lettere at tage bilen herned, motionere og få en god snak og en kop kaffe. Det er også en god måde at møde andre veteraner på - og til at udvide mit sociale netværk på,« uddyber han.

Veterancafeen er hver torsdag fra 8 til 11. Man kan sagtens bare dukke op.

»Men vi vil også meget gerne have, at man lige kontakter os inden, så vi ved, hvor meget brød og kage, vi skal købe,« siger Casper Johnny Poulsen.