Fortsæt til indhold

Risiko for oversvømmelser i Syddjurs

Der kan falde helt op til 85 millimeter og nu advarer kommunen om oversvømmelser

Samfund
afh

2024 har allerede budt på rigelig af nedbør, og nogle steder ligger der stadig vand fra tidligere. Men nu skal vi til det igen.

Der er et intenst regnvejr og skybrud på vej, som kan udvikle sig til 100 årshændelse. Fra fredag aften og hele lørdag forventes der at falde op til 85 millimeter regn.

I følge en pressemeddelelse fra Syddjurs Kommune er der risiko for oversvømmelser for lavtliggende områder langs kysten.

Det gælder lavtliggende ejendomme tæt ved kysten og vandløb med udløb til havet.

Især kystnære arealer ved Havhuse, Egens, Vrinners, Knebel/Knebel Bro, Skødshoved Strand, Kongsgårde, Femmøller og Lyngsbæk Strand, Ebeltoft Havn og dele af Gåsehage sommerhusområdet.

Hvis din ejendom er i fare for oversvømmelse, kan du finde hjælp på Materielgården i Ebeltoft (Falcksvej 4)og Følle (Lerbakken 33) holder åbent, hvor du gratis kan hente og fylde sandsække med sand. I Ebeltoft står porten åben. I Følle er der åbent til fredag klokken 15, og hvis man skal hente sække lørdag, skal man kontakte Jan Bruno Jensen på 20116904.

Vær opmærksom på, at hvis uheldet er ude, og du har brug for pumper på privat ejendom, så skal du kontakte dit forsikringsselskab

Desuden kommer kommunen med en opfordring:

»Skal du ud at køre, så hold øje med skiltningen. Der kan være omkørsler og nedsat fart ved oversvømmelser. Sæt altid farten ned, når du kører igennem vand. Vær opmærksom på, at vi måske ikke har opdaget alle steder med oversvømmelse og advarselsskilte. Vær særligt opmærksom på vand på vejen i udsatte områder.«

Ved akutte hændelser udenfor kommunens normale arbejdstid, kontakt Falck på 70 10 20 30.